Klik her for at komme til forsiden Kirkespir

Bygning og inventar

 

Vor Frelsers kirke er bygget i en periode, hvor kirkebyggeriet i Danmark faktisk stod stille. Vi har en uvurderlig kulturarv fra Valdemarstiden i 1100-1200-tallet; flere tusinde kirker er bygget i den periode, hvor kongemagten samlede landet sammen med den romerske kirkemagt. Kirkerne fra denne periode, som netop kaldes romanske, pryder stadigt det danske landskab i alle egne af landet.

Vi har også et nogenlunde stabilt kirkebyggeri i den følgende periode, som kaldes den gotiske kirkestil. Her er det især købstadskirker, der bygges. Fra renæssancen, der i Danmark lidt forenklet kan betragtes som sammenfaldende med Christian IV.s regeringstid, har vi både en lille gruppe landsbykirker og en fin del købstadskirker. I København er især Holmens kirke, Nicolai kirkes tårn og Sankt Petri kirke et vidnesbyrd om denne tids stil.

Men fra 1660, hvor Roskildefreden med svenskerne ydmygede danskerne, og frem til 1860'erne, hvor de kirkelige vækkelser kom til at sætte dagsordenen i den nye Folkekirke, er kirkebyggeri i Danmark en sjælden affære.

Barokkirken

Vor Frelsers Kirke er en barokkirke; den skønneste barokkirke, Danmark kan præstere, og bygningen er stærkt præget af denne stilart. Kongemagten, der bekostede kirken, skulle naturligvis være med på tidens udtryk. Enevældens samfundsorden satte arvekongen direkte under Gud - kongen kunne ikke begå fejl og hans faderlige omsorg for riget og religionen var samfundets hjerteslag. Det er jo et vist pres at lægge på en eneherskende monark.

Kongens behov

Christian 5. var den første konge over Danmark, født til enevældig magt. Det var hans far, Frederik 3., der indførte enevælden og arvekongedømmet. Efter denne omvæltning måtte Christian støtte sig til kongemagtens vigtigste allierede i samfundspyramiden: Borgerskabet. 

En barsk opgave i de år, hvor tabet af Skåne, Halland og Blekinge ikke gødede nogen dansk optimisme, men måske alligevel en nemmere opgave i en helt ny bydel som Christianshavn, hvor borgerskabet var altdominerende i fraværet af gammel adelsslægt.

Christian 5 træder svensken under fode
'Christian 5. træder svensken under fode' - rytterstatuen på Kgs.Nytorv, der er et 325 år gammelt eksempel på 'fake news'

Fra Christian IV.s grundlæggelse af Christianshavn i 1618 lå planer om en sognekirke for den nye by. Christianshavn havde kun selvstændige købstadsprivilegier i ganske kort tid til 1674 - den nye by var handelsmæssigt for kostbar til ikke at være en del af København. I hine tider var Københavns bystyre, Magistraten, og kongemagten tæt forbundne. Det bemærkes i kirken, hvor magistratens og kongehusets bænkerækker er lige over for hinanden - med ekstra benplads. Kongens stol er dog tættest på prædikestolen - og blødere.

Christian IV lod en foreløbig kirke opføre 1639-40 umiddelbart syd for den nuværende kirke. Denne kirke var planlagt som en midlertidig foranstaltning - men den kom til at fungere i meget længere tid, end Christian IV regnede med. Tiderne blev i Kong Christans tid ikke til en ny, stor kirkebygning - det var de måske heller ikke i Christian 5.s tid, men i den nye enevælde var der behov for stort, luksuriøst og ´almennyttigt´ byggeri. Den unge enevælde så til Europas andre enevoldsfyrster - især Ludvig 14. i Frankrig - og så, at magtvedligeholdelse beroede på byggeri uden budgetloft. Og for en protestantisk konge, der også var kirkens overhovede, var kirkebyggeri en oplagt magtdemonstration.

Christian 5 orgelfacade Vor Frelsers
Christian 5. gav kirke og orgel - her troner han i orglets rygpositiv med engle, der i tegneseriens talebobler fremsynger enevældens læresætninger

 

Christian 5. var ifølge samtidige vurderinger ikke noget særligt lyst hoved. Han overlod i sin regeringsførelse de politiske beslutninger til rådgivere, også til Peder Schumacher, der under navnet Griffenfeldt gik for vidt i sin rådgivning og bedrog kongen og landet. Christian 5. var glad for jagt og døde som følge af en jagtulykke i Dyrehaven i 1699.

Det har sandsynligvis været Christianshavns held, at netop denne konge blev præsenteret for et så overspændt byggeprojekt som Vor Frelsers kirke. Kirken kunne i sin planlagte størrelse rumme sognets indbyggere 4 gange, og den har siden sin opførelse sjældent været fyldt - juleaften dog undtaget.

Christian ville vise, at Danmark endnu magtede stort byggeri trods landets fald og formindskelse efter alle svenske-krigene. Han fik sit navn på indgangsportalen, i loftets midterste krydshvælv og på facadepiberne i orglet, og understøttede således enevældens absolutte magt og rigdom.

At han også regerede over Norge og Færøerne har billedskæreren Christian Nerger poetisk understreget ved at sætte en lille søpapegøje på 'Håbets anker' i højre side af orglet. Måske er det denne fugl, der inspirerede kirkens kapellan Grundtvig til verset 'Letvingede håb' i digtet 'Jeg kender et land' i 1823? 

I hvert fald spiller Lauritz, som fuglen nu er døbt efter spirets arkitekt Lauritz de Thura, en fremtrædende rolle i den film om kirken, alle gæster kan se i tårnets biograf.

Lauritz
Søpapegøjen Lauritz har hørt meget i sine 321 år

Vor Frelsers Kirke er bygget i 1680'erne og indviet 19. april 1696. Arbejdet med at bygge kirken tog 14 år, for da hele bydelen er anlagt på opfyldt havbund, var selve funderingen af kirken et meget tidskrævende arbejde.

Arkitekten

Kirkens arkitekt var kongens generalbygmester, nordmanden Lambert van Haven, der tegnede bygningen i 1682, og med denne arkitektoniske bedrift i nederlandsk barok opnåede at rejse sit livsværk. Van Haven døde i 1695, og oplevede trist nok ikke sit mesterværk fuldendt.

Van Haven tegnede huset i nederlandsk-palladiansk stil, som er en alvorsfuld, barok perspektivisk orden. Røde teglsten på en velfunderet base af granit med sandstensgesimser under taget - et Templum Salvatoris (Frelserens Tempel), hvor alt har sin rette plads. Kirkens grundplan er et græsk ligesidigt kors med hjørnekapeller. 

Geddes kort
Geddes kort over København fra 1761 er ikke helt retfærdigt mod kirken. Faktisk var spiret færdigt i 1752

Det nu verdensberømte spir kom til 50 år senere, og var ikke tegnet af van Haven. Spiret overstråler til en vis grad, at kirken er et sandt mesterværk, som i høj grad er et besøg værd.

Dimensionerne i bygningen er efter danske forhold meget store: Kirkebygningen måler til spærene på kirkeloftet 36 meter - højere end Rundetårn, som man siger. Kirkens mure og de fire søjler er funderet på kampesten, gravet ned i 12 meter dybe grøfter, der når den københavnske kalkbund under den oprindelige havbund. 

Set forfra er de store pilastre, der går fra sokkel til kransgesims, bærere af den 'store orden' - man kan stå foran Vor Frelsers kirke og lade blikket hvile i den orden, som perspektivet danner. Tanken bag arkitekturen er meget præcis - og teologisk i forbindelse med tidens verdenssyn: Den ortodokse, protestantiske teologi. Alt det skabte har sin bestemte orden, der er ingen tvivl om den store Skabers altunderordnende mægtige tanke.

På portalen til den vestlige indgang til forhallen i kirken ses Christian 5.s initialer - dette er et forvarsel om, hvad der venter os inde i kirkehallen.

Stukkatur

Engle og elefanter. Umiddelbart ikke den mest oplagte sammensætning, men Christian 5. gjorde elefantordenen til Rigets fornemste udmærkelse, så elefanter var uundgåelige i et Gudspalads, der skulle demonstrere samfundets rangorden. Elefanter i stuk synes at bære det vældige orgel, elefanter i ordenskæde smykker det store midterste krydshvælv. 

Februar2009
Ved restaureringen 2006-9 blev alle gamle, hånddrevne glas flyttet til solsiden mod syd-øst. Vinduet over vindfanget mod Prinsessegade blev genetableret med solfilter, så det gamle krucifiks ikke tager skade af sydsidens sol i det meget lyse rum

I hjørnerne af det midterste hvælv troner de fire evangelister: Markus med sin løve, Mattæus med sin engel, Lukas med sin okse og Johannes med sin ørn. Over dåbskapellet troner ligeledes Gud Fader, Jesus, Johannes Døberen og Helligåndens due.

Engle i glade positurer pryder rummet; bare numser og citater fra Salmernes Bog. I 1800-tallet blev de bare numser for meget for den fremherskende victorianisme, og de blev indkapslet i anstændigt gips. Først ved restaureringen i 1954-56 blev alterets engle demaskeret til deres oprindelige barokke legesyge.

Teaterkunstneren Thomas Hejlesen, som kirken har samarbejdet med siden 1989, har brugt de gamle gipsengle til en fortælle-udstilling i tårnopgangen, hvor tårnets første rum udfordrer fantasien med tunge, faldne engle på rummets gulv foran mange opadrettede stiger. 

Billedskæreren Christian Nerger var kunstneren bag stukkaturen i rummet, ligesom hans værksted også har æren af orglets store udskårne facade i linde- og egetræ.

Alteret

Allerede i 1687 besøgte Nicodemus Tessin den Yngre byggepladsen på Christianshavn. Både ved denne lejlighed og ved sit senere besøg i 1694 udtrykte den arrogante, romersk skolede svenske arkitekt sin foragt for det igangværende projekt. Det var jo også kort efter de uforsonlige svensk-danske krige.

Nicodemus Tessin var søn af den store svenske barok-arkitekt af samme navn, og sønnen kom til at fuldende sin fars arbejde med Stockholms Slot og Drottningholm Slot. Tessin fik gennemtrumfet et alterprospekt hos Christian 5. til Vor Frelsers kirke - men på grund af den langvarige fundering under det tunge marmoralter og de almindelige problemer mellem Sverige og Danmark i begyndelse af 1700-tallet blev alteret først færdigt og indviet i 1732.

SlotskyrkanStockholm
Tessin den yngres første udkast til Vor Frelsers Kirkes alter kan ses i Stockholms Slotkirke

Det romerske fornægter sig ikke i Tessins alter. Rammen omkring den voldsomt dramatiske scene er en brudt tempelgavl, som fuldstændigt kopierer Borrominis facade på San Carlo-kirken i Rom. Sådan er den ærkeromersk-katolske Borromini inspirator til både tårnet og alteret i den ærke-lutherske Vor Frelsers kirke i København. Det er ret oplagt, at vores kirkes flere hundredetusinder turister fra hele verden spørger, om Vor Frelsers Kirke er en katolsk kirke - kunstens magt er stærk.

Hvor langt de fleste altre i kristenheden har korsfæstelsen af Jesus som det centrale motiv, træder Tessins alter en dag tilbage i Kristi Lidelseshistorie. Her ser vi Jesus, der Skærtorsdag aften beder i Getsemane Have. Hans venner, disciplene, er faldet i søvn efter det herlige måltid og den gode vin, mens Jesus desperat beder til Gud om, 'at denne kalk - forstået som vinglas eller skæbne - må gå ham forbi'.


Postkort fra tiden omkring 1.verdenskrig; 'En hilsen fra Vor Frelsers Kirke i København'

Jesus ved, at han vil blive taget til fange, tortureret og pint til døde på et kors. Men hans menneskelige natur søger at undgå denne skæbne. Gud svarer ham på to måder: En engel kommer ned fra Himmelen med det bitre bæger i hånden: Han skal opfylde sin bitre skæbne. Men samtidigt kommer en anden engel ind fra venstre og støtter ham i skæbnen - en skytsengel. 

Skytsengelen har sammenfoldede vinger; oprindeligt tegnede Tessin den med udslåede vinger. Den dramatiske virkning ville være større, hvis tilskueren fornemmede, at skytsengelen kom flyvende ind i samme øjeblik, som Jesus bad sin bøn. Men den norske marmorblok var ikke stor nok til denne dramatiske scene - derfor har skytsengelen foldet vingerne sammen og sidder trøstende bag den fortvivlede Jesus.

På hver side af alteret står de græske gudinder, der symboliserer Fromheden og Retfærdigheden. Pietas et Justitia var Christian 5.' motto; derfor de ukristelige græske gudinder. Ebbe Reich Kløvedal har bemærket, at Retfærdighedens gudinde ikke har bind for øjnene, som hun normalt har i jura-verdenen. Netop fordi Christian 5. var en enevoldskonge var Retfærdigheden ikke blind; retfærd hvilede i den altseende konges hånd. 

De samme engle genfindes på orglets facade, som jo var en gave fra Christian 5. Her er der dog bind for Retfædighedens øjne; enevældsfornemmelsen har udviklet sig fra 1698 til 1732, mellem orgel og alter. Ifølge fortællingerne var Frederik 4., som bekostede alteret, også en del mere udadvendt, enevældig og især kvindeglad end sin far.


Analogi over Retfærdigheden, eller Justitia, fra orgelfacaden. Skåret i lindetræ ned til både vægt og brystvorter

På det store alterbord står skrevet de berømte vers fra Johannes-evangeliet: "Således har Gud elsket verden, at han gav sin søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv". Disse vers kaldes ofte "den lille trosbekendelse", og de er også den korteste sammenfatning af den kristne tro. Ved højtiderne dækkes alteret med et stort antependium (forhæng) i rødt fløjl med guldbroderinger. Dette pragtværk er fra 1697 og sandsynligvis skænket af en rig enke i sognet.
 




Prædikestolen

Ingen evangelisk kirke uden en prædikestol. Fra prædikestolen viser prædikanten hen til den korsfæstede Kristus; det er luthersk tradition.

Vor Frelsers kirke fik først sin prædikestol i 1773 - indtil da måtte prædikanterne klare sig med en midlertidig træstol, der skulle erstattes af en kunstnerisk forsvarlig stol i tidens økonomiske fylde.

Præsten Jacob Jensen Hvid tog i 1772 sagen i egen hånd og kontaktede mæcener og akademiprofessorerne C.F.Harsdorff, billedhuggeren Johannes Wiedewelt og maleren Peder Als. Uden om kirkens økonomiske ledere, magistraten på Københavns Rådhus, fik han skaffet midler til en prædikestol i tidens smag. 

1865-70
Foto fra 1865-70 - kort før Grundtvigs begravelse fra kirken i 1872. Bemærk korvæggens tilmurede vinduer, som senere helt blev sløjfet

Nu var klassisismen og ikke barokken fremherskende, så stolen blev en cylinderformet balkon med trappe, udsmykket med apostlene i et græsk-antikt relief. Mæander-borde og en lydhimmel med torturredskaberne på taget bidrager til den rent åndelige stil. Kristus er helt fraværende, og torturredskaberne er endda udsmykket med en draperet klædning. Værket peger frem mod den rene klassisme, vi kan se i Vor Frue Kirke fra 1820'erne - nu Københavns Domkirke.

Med prædikestolen i Vor Frelsers kirke bevæger vi os ind i rationalismens tid - og så var det endda denne prædikestol, der var udråbspost for Grundtvigs oprør mod den etablerede, fornuftige kirke.

Fra denne stol prædikede romantikkens kirkefader fra 1822-26; her læste han julemorgen 1825 sit digt 'Velkommen igen, Guds engle små' højt - og så op på den fantastiske orgelfacade, da han læste 'Da vandrer Guds engle op og ned på salmens tonestige'. En mere poetisk beskrivelse af Vor Frelsers Kirkes orgel finder vi næppe.

Kor-skranken

Billedhuggeren Erich Warnheim har ifølge kirkens regnskaber fået 130 rigsdaler for at skabe de seks ærkeengle, der vogter balustraden foran koret og alteret. De dramatiske træskulpturer er lavet samtidigt med alterets fuldendelse, i 1732. 130 rigsdaler var ikke nogen stor sum, så måske har Warnheim været en almindelig snedker fra København - figurerne er udført i træ ligesom hele balustraden. Ligesom prædikestolen er den udført i 'dansk marmor': Marmoreringsbemalet træ. Der er tale om et meget stiliseret barok-kunstværk. De to midterste engle står i dramatiske positurer, de næste til siderne knæler og vrider sig i kropsligt anspændte billeder. De yderste sidder, men ikke roligt. Barokkens billeder (som måske var en smule passé i 1732) er altid højspændte og urolige.

Fra venstre ser vi en kerub med flammesværdet, der afskærmede Adam og Eva fra at vende tilbage til Paradiset efter Syndefaldet. De fem andre engle er ærkeengle. Ved siden af keruben knæler Jeremiel med en bog i hånden. Derefter har vi Uriel med en lampe, et symbol på årvågenhed. I Miltons 'Paradise lost' er Uriel den engel, der stærkest forfægter forbindelsen mellem engle og mennesker; altså den ærkeengel, der viderebærer Zeus - eller Jupiters - rolle i den romersk-græske mytologi som ham, der kan vælge at være guddommelig eller menneskelig alt efter omstændigheder og (for Zeus' vedkommende) drifternes krav. Ved højre side af indgangen til koret står Mikael. Det er ham, der på dommedag vil blæse i sin trompet og vække de døde af deres grave. Foreløbig har han i Vor Frelsers Kirke trompeten på tryg afstand af munden.

Ærkeengle
Englene, der vogter koret, udtrykker affekter som lidelse, længsel, magt og ekstase, helt i tråd med barokkens idealer

Gabriel står ved siden af Mikael, og han er velkendt. Han er Guds sendebud, der fortalte Maria, at hun skulle føde Jesus. Gabriel holder en oliegren i hånden - symbol på livet.

Til sidst sidder Raphael med stav og salvekrukke. Han er helbredelsens engel, derfor krukken med helende salve.

Døbefonten

Døbefontens placering i Vor Frelsers kirke er foretaget i datidens teologiske forståelse af dåben. Kirken er bygget i ortodoksiens periode, hvor dåb var en selvstændig, privat handling. Den store døbefont med aflukke og himmel står i kirkens nordøstre sidekapel og ligner næsten et selvstændigt dåbskapel, hvor dåb ingen forbindelse har med den ugentlige højmesse. Helt op i 1800-tallet var dåb netop en privat, familiemæssig handling, der oftest fandt sted fredag eller lørdag for familien alene. Det var Grundtvig, der i sin korte tid i Vor Frelsers Kirke gjorde sin 'mageløse opdagelse' af forbindelse mellem dåben og alterbordet i et kristenmenneskes liv, der med tiden gjorde både dåben og nadveren til naturlige ritualer i menighedens nærvær. 


Endnu et postkort fra begyndelsen af det 20. århundrede. Det smukke skakternede marmorgulv fra 1704 kom igen til syne under restaureringen i 2006-9. Restuareringen af døbefont og sarkofager med von Vieregg og hendes søn blev bekostet af en privat fond

I Vor Frelsers Kirke har vi nu fastholdt dåbsgudstjenesten som en særlig gudstjeneste på lørdage. Både som udtryk for den oldkirkelige opfattelse af dåbshandlingen som et oplærende sakramente, hvor familier og venner får en særlig oplæring i kristentroen, og som en rent praktisk foranstaltning: Vi dåber så mange små børn om året, at højmesserne om søndagen ville blive alenlange, hvis alle disse dåb skulle foretages her i menighedens midte. 

Døbefonten er skænket af Frederik 4.' hustru til venstre hånd, Helene von Vieregg. På selve fonten er marmor-fremstillinger af Jesu barndom, men det mest bemærkelsesværdige er de små putti, småbørn, der bærer både fonten og balustraden omkring dåbskapellet. Vieregg fødte et kongebarn som Frederiks elskerinde og hun døde i barselssengen den 27. juni 1704. 

Helene von Vieregg døde, som en samtidig kilde beskriver det, 'i hårdeste fødsels smerter i barns-nød og tillige med en opvakt og utrøstelig samvittigheds uro'. Den 30. august blev hun gravsat i krypten under tårnet her i Vor Frelsers Kirke, og da barnet, hun havde født, Frederik Gyldenløve, døde året efter, blev han gravsat ved siden af hende, og krypten blev lukket.

Forud for den skæbnesvangre fødsel, havde den unge kvinde, hun var 25 år gammel ved sin død, oplevet den store kærlighed med den danske konge. De havde indledt deres forhold allerede i 1699, samme år som Frederik 4.s tronbestigelse, og i 1703 ægtede kongen Helene von Vieregg til venstre hånd. Formelt set var det ikke en mulighed, men den enevældige konge kunne som den eneste omgå den slags.

I forbindelse med kirkens restaurering i 2006-9 blev Helene von Vieregg genbegravet den 22. juni 2007 med sit kongebarn, den kun 6 måneder gamle søn, Frederik Gyldenløve, neden for den søndre elefant under orgelet. Her spillede blæsere fra Det Kgl.Kapel den engelske barokkomponist Henry Purcell's 'Funeral Music' i det stor, tomme rum, hvor alt inventar var taget ud og det det nystøbte betondæk gav en enestående akustik, og sp. Peter Birch holdt en bevægende tale om den unge kvinde og hendes livsvilkår.

Alter
Figurerne på alteret er hugget i norsk marmor. Dog er den flyvende engel med bægeret skåret i træ ligesom de små engle, der tumler sig i den kulsorte sky

Originalt inventar

Stolestaderne i Vor Frelsers kirke er fra 1696. På dørene til stolene står malet numre; disse er ikke oprindelige, men fra 1700-tallet, hvor man øgede kirkens indkomst ved at sælge stolestader til hele familier for et år ad gangen. Dørenes låse og beslag hører til Danmarks fineste 1600-tals smedearbejde. 

I forbindelse med restaureringen 2006-9 blev alle stolestader restaureret, de blev sammen med panelerne odret (en teknik fra barokken, hvor man bemaler nyt egetræ, så det kommer til at ligne gammelt egetræ), der blev installeret lys under salmebogshylderne og højtalere i alle bænke. Højtalerne er nu en del af et system, hvor kun de bænke, der er i brug får højtalerlyd.

Krucifikset, der nu hænger i søndre korsarms vindue, er anskaffet ved kirkens indvielse. Det stærkt blafrende lændeklæde antyder en barok, dramatisk fantasi - og en korsfæstelsesscene er uundværlig i en protestantisk kirke. Kristus, der er naglet til korset i stormvejr, er meget fornemt modeleret med korrekt anatomiske proportioner.

Over orglet sidder to urskiver: En "solskive" til at vise timernes gang og en "måneskive" til at vise minutterne. Disse to urskiver drives af tårnuret fra 1699 - ligeledes drives de to mekaniske klokker, der er placeret på orglets tag af tårnuret. Timeslagsklokken er fra 1676 og således ældre end kirken. 

Den har sandsynligvis tjent som timeklokke i Christian 4.' første kirke på Christianshavn. Kvarterslagsklokken er fra 1700. Siden 2009 er klokker og visere ude af drift og afventer restaurering. 

Nyt inventar

Den eneste tilføjelse fra nyere tid i kirken er lysgloben. I 2002 blev den rustikke globe udført af Gitte Christensen fra Kvindesmedien på Christiania. Christiania har i næsten 40 år været en del af Vor Frelsers sogn, og fristadens beboere fylder bænkene både i menighedsrådet og i kirken. 40 år er også så tilpas lang tid, at fristadens beboere har egne begravelsesskikke og i det hele taget er en stor del af sognets daglige liv - i fest og sorg. 

Lars Sømod, 2017
NYHEDSBREV




Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag information om gudstjenester, koncerter mm.
  
Klik her for at besøge Rasthofs hjemmeside