Klik her for at komme til forsiden Kirkespir



MÅNEDENS PRÆDIKEN





Kristi Himmelfart 2014


På Oliebjerget i Jerusalem findes et kapel, der er bygget på den klippe, hvorfra Jesus ifølge fortællingen (og for øjnene af disciplene) tog afsæt og steg til himlen for at blive genforenet med sin Far. Et afsæt der var så eftertrykkeligt, at turister fra hele verden i dag står i kø for at tænde lys i kapellet på Oliebjerget, fordi det hævdes at man i klippen kan se Jesu fodaftryk.

Himmelfartskapellet er blevet en helligdom, om end med symbolsk betydning.
Jesus døde næppe på korset for at sætte sit fodaftryk på en tilfældig klippesten, men for at sætte sit aftryk blandt mennesker. Hans budskab er skrevet ind i menneskers hjerter – ikke på stentavler eller i klippesten. Det er budskabet om næstekærlighed, frelse og evigt liv, der er i centrum – ikke et forstenet fodaftryk. Vi kan dog alligevel bruge billedet af Jesus ’fodaftryk’ som afsæt for prædikenen i dag.
For, hvis turistattraktionen i Jerusalem blot har symbolsk betydning – hvad så med selve himmelfarten? Den forekommer jo nok mange af os at være en kende overnaturlig?!

Det fortælles, at den tidligere forstander for Askov Højskole, Knud Hansen, engang efter et muntert lag tog afsked med sine venner ved at løfte sine hænder til en ypperstepræstelig velsignelse og sige: Herren velsigne jer og forbavse jer!
Det fik mig til at tænke, at vil vi tale ansvarligt om Gud, så må vi også huske at give rum for overraskelserne. Og overraskelserne er ikke mindst de mange, mange billeder, der bruges igennem hele bibelen til at sige noget om, hvem Gud er.
Overraskelsen ligger i billedernes forskellighed. Der findes ikke bare et enkelt billede af Gud: Gud er i bibelen beskrevet som lyset. Men Gud er også livets brød! Gud er i vandet som kilden til liv. Gud er et vintræ, Gud er den gode hyrde, der vogter sine får. Gud er skaberen, men Gud er også tilintetgøreren! Gud er et lam, der bliver ofret for menneskers skyld. Gud er kærlighed og Gud er himmelfaren.
Det bibelske sprog er fyldt med billeder. Og skal vi i dag tale om Gud, så må vi også bruge billeder. Vi kan ikke klare os med bogstavelig tale, for formålet med ’bogstavelig tale’ er at definere i betydningen afgrænse. Men Bibelens Gud kan ikke defineres og da slet ikke afgrænses. Derfor må vi bruge billeder, for at tale om Gud.

Kristi Himmelfart er et flot billede, især når vi tænker og ser begivenheden for os, som også billedkunstnere som Rembrandt har gjort: - Kristus der skuer mod himlen og træder ind i et lys – omgivet af engle og Helligåndens due. Når vi taler om Gud i billeder, så er formålet at give udtryk for vores forhold til Gud og at udtrykke hvad Gud betyder for os. - Med fødderne solidt plantet på jorden gransker vi skrifterne og deres billeder og lignelser og sammenholder dem med vores erfaringer – og i dag gør vi det i lyset af Kristi Himmelfart.

I evangelieteksten står der: Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem.
Fyldt med glæde. Trods det at disciplene skilles fra deres mester Jesus, så er begivenheden ikke sørgelig. Fyldt med glæde vender disciplene – efter afskeden og himmelfarten – tilbage til deres liv og dagligdag i Jerusalem. De er opfyldt af den velsignelse, de modtager, inden Jesus drager af sted. Velsignelsen er Guds store ”ja” til mennesket. En kærlighedserklæring!
I velsignelsen siges der god for mennesket, og det gives del i den frelse, der er en følge af Jesu død og opstandelse. Derfor er disciplene glade. Med velsignelsen er de på forunderlig vis genforenet med deres mester – og de bliver indgydt nyt mod, tro og håb til den tid, der ligger foran dem.

Himmelfarten har altså med glæde og genforening at gøre på trods af adskillelse. En ophævelse af modsætningen mellem himmel og jord. Jesus rækker disciplene – og alle troende - hånden fra sin himmel og ophæver den modsætning, der er mellem himmel og jord, når man vel at mærke stiller sig uden for troens og velsignelsens rækkevidde. For i troen og i velsignelsen er Jesus atter nærværende – i troen og i velsignelsen flyder himmel og jord sammen. Her kan disciplene møde ham – og her møder vi ham fortsat.

At vi er sammensatte af både det timelige og det evige, det er menneskets styrke. Vi har dagligt brug for evighedens himmel. Hvor ofte drømmer vi os f.eks. ikke ind i den himmel, der ikke kender til jordisk ufred? - Af længsel efter det, der når ud over vores egen menneskelige begrænsning. Himlen er det grænseløse og ophøjede, som gør vores liv lille.

Jorden/det jordiske har at gøre med det begrænsede og det timelige, hvorimod himlen er et billede på det evige.

Kristendommen meddeler os, at mennesket er sat sammen af begge dele – både det timelige og det evige. Hvis vi lader som om, vi kun er evige, bliver vi fantaster, der flygter fra det konkrete liv. - Og hvis vi omvendt lader som om, vi kun er timelige, bliver vi til ensrettede flokdyr, der tror at livets afgørende indhold er dagens nyheder, den seneste mode og de andres meninger. Derfor er det bedst, hvis mennesket kan finde en måde at balancere mellem det timelige og det evige.

Jo, for et menneske kan fortvivle. Det gik ikke som man havde håbet. Det gik ikke som man havde drømt. - Hvad skal man sige til det fortvivlede menneske, der enten flygter ind i drømmenes himmel eller fortvivler over den konkrete dagligdag og det eneste liv, vi kender til?
I den forbindelse er vi nødt til at tænke om. Eller som formaningen lyder i dag hos Lukas: mennesket er nødt til at vende om. Og det som mennesket skal vende sig fra er et Gudsforhold, hvor mennesket selv spiller den afgørende rolle. Tænk igen på ordene: Herren velsigne dig og forbavse dig! Det er en velsignelse, at vi ikke selv skal bære livet. Vi skal derimod turde lade os forbavse over livet! Det gik ikke som ventet – men at det ikke gik som ventet gør ikke livet værdiløst. Det gør os parate! - Parate til at tage nye skridt i ny retning og ny sammenhæng. Selv i det nye og i det fremmede vil vi (med tiden) finde ny velsignelse.

Det fodaftryk, Kristus efterlader sig ved sin himmelfart, er hans velsignelse af mennesket. Mennesket må gerne tvivle, men det behøver ikke fortvivle. Han er med os. I Ham er det sted, hvor himmel og jord mødes! I hans møde med os, i hans vurdering af os, i hans kærlighed til den enkelte. Han er os nær i sit ord – levende tilstede iblandt os med al sin kærligheds rigdom.
Og det er han, for at mennesket skal omvende sig - eller vende-om fra sit eget mørke og mismod. HIMLEN der breder sig højt over os ligner det håb, Gud sætter over hele vores tilværelse som et stort himmelsejl, der driver os fremad.

Kristi Himmelfarts dag er fejringen af, at Kristus kan være - ikke bare ét sted af gangen – men overalt. Han omkranser vores liv og vores død.
På toppen af Vor Frelsers kirkes tårn står Kristus på den gyldne verdenskugle, netop som en triumferende sejrherre over himmel og jord. Det skal minde os om hans evige nærvær – i himlen, såvel som på jorden. Og det skal minde os om, i hvis kærlige varetægt, vi betror vores tro, vores håb og vores kærlighed. - Og selvom også dét er et billede – så er det det nærmeste, vi nu og her får lov at komme vores Gud.

Glædelig Kristi Himmelfart.

Amen.

(Marlene Lindsten)




1. søndag efter påske 2014

I er mine vidner!
Sådan indledes en af teksterne til i dag. Det er Gud, der taler til menneskene. I er mine vidner. Og da Gud er Gud til alle tider, så er også vi –her - vidner. VI er vidner til og vidende om den allerstørste synd, mennesket over for Gud kunne begå; at vi korsfæstede og fratog Guds eneste Søn livet. – Men Gud forbyde at Sønnens død skulle have været forgæves!

Derfor er vi også vidner til Frelsen. Frelsen: at Guds kærlighed var/er større end hans vrede. Han tilgav os og Han tilgiver fortsat i al evighed.

Det er vi vidner på. Og det skal vi som kirke fortsat vidne om. Ja, det udgør grundlaget for kirke og kristendom i det hele taget: at vi er vidner til frelsen. At Jesus døde og opstod for os: det er vores frelseshistorie.

I dagens tekst hører vi netop om et af de første vidner til det, der skete i dagene efter Jesu død og opstandelse. Og i den forbindelse er det interessant, at det er disciplen Simon Peter, der bliver ”ophøjet” som vidne og indsat af Jesus til i fremtiden at ”vogte fårene” og bygge kirken op. I bund og grund er det vel i udvælgelsen af netop denne fejlbarlige mand, Peter, at tanken om det almene præstedømme har sin rod. - Vi er alle præster for og vidner om Herren, på trods af vores uperfekte, menneskelige natur.

Simon Peter, der også bare bliver kaldt Peter, er den discipel, der tre gange den samme aften fornægter sit venskab med Jesus. Det er ham, - den knap så trofaste ven, der på trods af sin fejhed, udpeges til at efterfølge Jesus, som ”Kristi vikar”.

Peter, der for lidt siden fornægtede Jesus tre gange, gentager nu (igen tre gange), at han elsker Jesus. Fornægtelsen er ophævet! og Peter bliver den første sten i den levende kirke, der skal vidne om Jesu opstandelse fra de døde, og om at vi alle har fundet nåde for Gud. Med disciplen Peter i spidsen, er kirken klar til at gå ud i verden og gøre alle folkeslag til Jesu Kristi disciple.

Et af de aftryk, som en af vores tidligere statsministre lader stå tilbage, er bemærkningen om, at religion ønskeligt skal holdes væk fra det offentlige rum. Kirken og dens vidner må ikke blande sig i sager, der ikke har noget med kirken og dens forkyndelse at gøre. Kirken må være så meget kirke, den ønsker – men helst bag lukkede kirkedøre.
Men hvordan skal kirken så ”gå ud i verden og gøre alle folkeslagene til Jesu disciple”? Og hvad med debatten om, hvordan kirken har tænkt sig at få flere mennesker til at udfylde de tomme pladser rundt om på kirkebænkene? Hvordan skal kirken svare på det, hvis ikke kirken er en del af det samfund, den er kirke for? Og igen: er de mennesker, der befinder sig i det offentlige rum ikke også de mennesker, der går i kirke? Kan man afklæde sig sin tro som en frakke, som man hænger på knagerækken, inden man træder ud i det offentlige rum? Er tro ikke så meget en del af et menneskes identitet, at det hører med som noget grundlæggende ved det enkelte menneskes måde at betragte verden på og dens indretning?

Som sagt, så gjorde vores tidligere statsminister sig til fortaler for, at religionen måtte vige fra det offentlige rum, fordi (som han sagde) at religion og tro er et personligt anliggende mellem det enkelte menneske og den Gud, som den pågældende måtte tro på.

Sagen er bare den, at religion netop ikke er en privatsag, heller ikke kristendommen.

Ligesom andre religioner har kristendommen noget afgørende at sige om, hvad der er rigtigt og forkert. Troen er rigtig nok en personlig sag mellem Gud og det enkelte menneske, men troens konsekvens er ikke en personlig sag.

Kristendommen har været og er fortsat en både civiliseret og civiliserende kraft i samfundet – den har været med til at forme hospitalshjælp og fattighjælp (vore dages socialhjælp), og den har givet os mange afgørende idealer, ikke mindst om dannelse, som i dag er fundamentale for os.

- At Jesus opstår af døde – ja den begivenhed betyder et brud med antikkens måde at tænke på i forhold til menneskets natur: Jesu opstandelse og konsekvensen af den blev, at mennesket begyndte at gøre sig tanker om og blive bevidst om sin egen individuelle historie. Mennesket blev pludselig præsenteret for den tanke, at det er i stand til at lave om på sig selv og løfte andre op fra bunden – endda ved at vise noget så banalt som barmhjertighed. Kundskaber, indsigt og menneskets egen natur: det hele var under omdannelse med kristendommens komme.

Det hører altså netop med til kristendommens væsen, at den ikke holder sig for sig selv – bag lukkede døre. For essensen af kristendommen er baseret på medansvaret over for medmennesket og verden.

erfor MÅ kristendommen også være en del af det offentlige rum, da også det offentlige rum består af ”levende stene” – mennesker, der føler og mener og forstår, og som er både hvide og sorte – jøder og kristne. Kirken skal ikke være politisk – den skal derimod som etisk instans holde et givent land (f.eks. Danmark) op på, at dette land ledes under ansvar for hele landets befolkning.

Om det mirakel, som opstandelsen er, er der det at sige, at det er så radikalt, at kun troen kan bære håbet om sandheden af miraklet. Om opstandelsen er sand, - det vil vi tids nok få vished om, hver og én.

Med budskabet om opstandelsen følger en omvurdering af det menneskelige eksistensgrundlag, der har til formål at udvide vores forståelse af tilværelsen med flere dimensioner og på en måde, så vi bliver levende mennesker.

Religion er et de vigtigste områder i menneskets liv. Religion betyder formentligt 'sammenbinding', dvs. at se den her verdens mange fænomener i en større og meningsgivende sammenhæng. Tro kommer ikke af beviser. Men forståelse og tro hænger dog sammen på den måde, at troen næres af eftertanke og fordybelse af de erfaringer, vi gør os i livet.

Endelig så er Opstandelsens betydning den, at Kristus fortsat er en levende del af menneskets liv og verden. Det er hele forudsætningen for, at vi den dag i dag kan møde ham, høre ham, bede til ham og regne med hans omsorg i vores liv og i vores møde med døden.

Derfor siger Herren: I er mine vidner!

I Jesu Kristi navn.

Amen.

(Marlene Lindsten)


 

Midfaste 2014

Ifølge den kirkelige kalender er det blevet Midfaste. (I kan se ordet ’Midfaste’ på salmetavlen.) I kirken var der oprindeligt tradition for at faste forud for påsken, som jo starter om små 14 dage. Selve Fasten og midfaste var en forberedelse til påskens begivenheder, hvor Jesus dør på korset og siden opstår af den sorte grav.

Hvor mange danskere der i dag faster som forberedelse til påsken vides ikke, men det er nok ikke så mange. Det betyder ikke at vi ikke ved, hvad faste er! Det kan vi jo høre om hver dag i nyhederne: FN’s fødevareprogram meddeler at mere end 800 millioner mennesker sulter på verdensplan! Det er det, man også kan kalde for ufrivillig faste. Debatten har vi også herhjemme. Findes der fattige i Danmark, dvs. mennesker, der lever under den af kommunerne fastsatte fattigdomsgrænse? Selvom eksemplet med ”Carina” i sin tid ikke var fyldestgørende, (hun var knapt så fattig) ja så fjerner eksemplet desværre ikke fattigdommen i Danmark eller gør bekæmpelsen af fattigdommen irrelevant.

Vi kan jo bare se os om i vores lokalsamfund, der hvor vi hver især bor til daglig. Der er fortsat brug for, at vi hver især gør os til dagligt brød for hinanden. Det vil sige, at vi med ordene fra Petersbrevet husker, at Gudsfrygt er lig med ”brodersind”, og at brodersind er lig med kærlighed. Det er sådan nogle lidt gamle ord for, at vi skal give en hånd og hjælpe hinanden og de udsatte i samfundet.
Teksterne til i dag taler deres eget tydlige sprog: Når Jesus om sig selv siger, at han er ”Livets brød”, så betyder det nemlig, at vi altid, som mennesker i troen på Kristus, står i forhold til hinanden og i forhold til Gud. Vil vi gøre det gode, så må vi starte med at være dagligt brød for vores næste.
I dagens evangelietekst bliver det sagt på en anden måde: ”Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad som består til evigt liv”. Og videre: ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt”. Tror menneskene på Guds søn, så er og bliver troen synlig. Det viser sig i den måde, hvorpå vi giver troen og kærligheden videre.

Martin Luther, der levede tilbage i 1500-tallet protesterede og tordnede jo netop imod Pavekirkens såkaldte ’gerningsretfærdighed ved aflad’, altså det at mennesket kan betale sig ud af sin dårlige opførsel eller mangel på godhed. Fordi, siger Luther, afladen fjerner opmærksomheden fra det, kristenheden virkelig handler om: netop at være dagligt brød for hinanden. I stedet for den evindelige jagen efter "fortjenester", der får mennesker til at forsømme deres ansvar over for familie og erhverv, henviser Luther ’de gode gerninger’ til hverdagens forhold til næsten, og Luther betoner den sociale forpligtelse med en styrke, der ellers var ukendt i samtiden.

Så selvom vi som kristne måske ikke just faster i fastetiden (i hvert fald ikke så mange af os), så kan fastetiden og i dag, Midfaste, bruges som en fortsat påmindelse om, at ikke alle er lige så privilegeret som dig og mig.

Når vi i dag, lige midt i fastetiden, hører, at Jesus kalder sig for livets brød, så kan vi også tænke over, hvad det betyder, at Jesus er livets brød. I fastetiden, hvor vi i ordets direkte betydning er i underskud af mad, ja her bliver vi altså givet det brød, der for evigt skal stille vores sult.

Livets brød er et udtryk for det at have tro. Når blot vi tror, så står Guds dør på vid gab for os! Disciplene vil ligesom alle os andre gerne have at vide, hvad man da skal gøre for at få del i livets brød, altså troen. Hvordan får man tro?
Og igen bliver vi sammen med disciplene belært, at troen ikke er noget man kan købe eller gøre sig fortjent til. Det sande brød, troen, det er noget, Gud giver. Det er Gud, der giver – både det daglige brød og troen. Det er jo også det vi beder om i Fadervor: ’Giv os i dag vort daglige brød’. Troen er en gave, som bliver rakt os, og så kan vi tage den eller lade være.
Det lille brød, som vi senere under nadveren spiser er netop et symbol på, at vi modtager noget: nemlig troen på Kristus i egen høje person; i legeme og blod.

Når Jesus siger, at han alene er livets brød, så siger han IKKE, at vi skal fornægte vores jordiske liv og alene leve i troen på ham i et åndeligt liv. Jesus er ikke livsfornægter! Han er liv-giver. Og når vi skal være dagligt brød for vor næste, det vil sige, når vi skal være noget for nogen og dele ud af vores livs-overskud, så går det OGSÅ den anden vej. Vi skal erkende, at vores liv er afhængigt af, at VI SELV har brug for dagligt brød. Det er ikke altid eller hver dag, vi er erfarer det.
Men ligesom israelitterne under ørkenvandringen, kan vi selv komme til et sted i vores liv, hvor det føles som en ørkenvandring. En vandring, der ikke rigtig fører os nogen steder hen.

At være på ørkenvandring er derfor ikke noget behageligt eller ønskværdigt, blandt andet fordi det er så udsigtsløst. Det kan for eksempel være i vores arbejdsliv, hvor vi knokler for at nå noget bestemt, men delresultaterne udebliver undervejs, og det har lange udsigter at komme i mål.
Eller det kan mere eksistentielt være i vores følelsesliv, hvor en udefinerbar utilfredshed, tomhed, mangel på mening kan gøre vores hverdag til en ørkenvandring, fordi vi ikke ved, hvad vi skal gøre for at komme ’det der fylder med sin tomhed eller mangel på mening’ til livs. Vi kan så forsøge med alverdens alternative krumspring for at finde det, som giver ro, og vi kan drikke te med veninderne og beskue navlen. Eller vi kan gå til coaching og blive hjulpet til at finde vores ’indre ressourcer’ og med dem som værktøj fylde os selv op igen.

Og det er alt sammen meget fint, der er blot et problem som jeg ser det, og det er, at når vi kommer ud i grænselandet, - når vi står ved grænsen af, hvad vi selv magter, - så får vi ikke lov, eller giver ikke os selv lov til at mærke den afmagt - som er i ikke selv at kunne. Så er der ikke nogen, til hvem vi fra vores dybeste og inderste sted kan bede: jeg kan ikke mere, jeg ved ikke mere, hjælp mig. Vi bedøver i stedet vores afmagt, så den ikke føles så nærværende, men vi kan ikke aflive den selv, og det er derfor den kan dukke op med kortere eller længere mellemrum.

Og det er en voldsom oplevelse når man står i grænselandet og opdager det indlysende i, at man ikke kan leve i kraft af sig selv. Men dér, netop dér, hvor man står med tomme hænder og erkender, at man ikke kan, at man må bede om hjælp – Kierkegaard taler om at gøre en dobbeltbevægelse, nemlig på en gang at miste sig selv og vinde sig selv – dér lader man Gud komme til, man lader andre komme til.

Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte.

I de ord kommer Jesus til os. Men han kommer også til os på en anden helt konkret vis - i det mest ydmyge stykke brød, nemlig oblaten. I den gemmer sig de sammen ord, som vi hører, når vi lader ham komme til os i bøn. Nemlig at vi er elsket som vi er, derfor døde han for os.

Lige der i oblaten kommer han, livgiveren, til os i det skjulte. Lige der er vi overgivet til hans kærlighed, i et fællesskab som mennesker var det før os, og som mennesker vil være det i fremtiden. Et fællesskab der også er her og nu, med den vi sidder ved siden af, kendt som ukendt, ven som fjende.

Af Herrens mund udgår ordene om kærlighed, der mætter os, så vi forstår, at det eneste, Gud vil med os, er, at vi deler ud af den kærlighed, vi har modtaget. Heri er den helt grundlæggende sandhed om os som Kristne; vi er skabt til at give videre af det, vi modtager. Vi elsker, fordi han elskede os først.

Og for det siger vi
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud
Fader, Søn og Helligånd.
Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse. Nu og i al evighed.

Amen.

(Marlene Lindsten)


 

Seksagesima 2014

Sig det med blomster
Sig det med kærlige ord
Verden har fået nok
Af forbitrede ord

Det er et vers fra en sang af Kim Larsen, der simpelthen hedder ”Sig det med blomster”.

Og det er en god overskrift på begge de tekster, vi har hørt i dag, af henholdsvis Paulus og Markus. For begge beretter; at nå ja – det at være kristen ser muligvis ikke ud af meget, det er ikke pompøst. Og det at være kristen er sådan set også forbundet med forfølgelse og udholdenhed og lidelse. Men når det så er sagt, så er der alt at vinde ved optagelsen i Guds rige!
Ja, Det er ikke en let salgstale, når noget umiddelbart frastødende (såsom forfølgelse og lidelse) må formidles først for at give plads til det glædelige budskab om Guds rige. Og derfor kan det være nødvendigt at sige det med blomster. Eller med et sennepsfrø!

Og det er det, Markus gør i sin lignelse om det lille sennepsfrø, der i al sin ubetydelighed viser sig at være større end alt andet; viser sig at være himmerig, hvor alle tårer og lidelser bliver bragt til ophør.

Når det at være kristen bliver forbundet med lidelse og forfølgelse og udholdenhed, så er det vigtigt at minde om, at både Paulus og Markus nedskriver deres beretninger i tiden for kristendommens helt spæde begyndelse.

Det var dengang kristendommen som trosretning ikke var anerkendt af det eksisterende jødiske trossamfund, og det var dengang, de første kristne blev forfulgt som kættere og måtte mødes i skjul bag lukkede døre. Både Paulus og Markus ved, hvad de taler om i forhold til lidelse og had forbundet med tro.
- Paulus sidder fængslet i Rom og venter på at hans dødsdom skal blive eksekveret, da han skriver til sin betroede medarbejder Timotheus. (Det er det brev, vi hørte et brudstykke fra tidligere3). Brevet har karakter af en afskedstale, hvori Paulus beder Timotheus om at fortsætte arbejdet efter Paulus med at forkynde Guds ord til menighederne i bl.a. Korinth.
- Og ifølge traditionen er evangelisten Markus tolk for disciplen Peters beretninger, fra tiden sammen med Jesus. Markus nedskriver alle de beretninger, som Peter kan huske. Og Peter ender som bekendt også med at lide martyrdøden, (samtidig med Paulus), under kejser Neros grusomme forfølgelser af de kristne.

Der ligges ikke skjul på, at det at være kristen ikke er det rene ”halleluja”. Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, siger Paulus. Men han siger også: "Hvad jeg end har måtte udstå af forfølgelser, så har Herren reddet mig ud af dem alle."

Kæmp for alt, hvad du har kært! Dø om så det gælder.
Det burde ikke være nødvendigt at gå i døden for sin tro. Der burde være tolerance og respekt om ethvert menneske, uagtet dets religiøsitet. Men i og med at kristne fortsat forfølges og i og med det at være kristen fortsat er genstand for had, så kan det i værste fald ende fatalt, der hvor tolerancen og respekten er fraværende og udskiftet med had. Man skal ikke se sig længe om i verden for at konstatere, at forfølgelse på grund af religiøs overbevisning hører til mange menneskers dagligdag.

Paulus vidste, at det som han troede på, nemlig den kristne Gud, langtfra blev tålt af alle. Han opfordrer dog ikke til at slå modstanderne ned, men derimod ”til opdragelse i retfærdighed”. Det sker ifølge Paulus gennem undervisning og vejledning og gode gerninger.
Og det kan vi bruge til noget i kampen mod enhver form for ulighed, forfølgelse og had. Lad os opdrages til retfærdighed, så vi kan hjælpe andre til det samme. Det er her, kristendommen har noget at sige. Den vil opdrage mennesket til at leve retfærdigt; den vil gennem tilgivelsen se mere i hvert enkelt menneske: betydning og værdi. For det, der har betydning og værdi, det passer man på og værner om.

Og denne kristne ”opdragelse” til retfærdighed kan sammenlignes med et frø, der er i vækst. Det ser måske ikke ud af noget lige med det samme, men i takt med at mennesket vokser til og lader troen vokse i hjertet, da vil vi lære at se mere i vores medmenneske end en fremmed. Og da blomstrer vi som mennesker – over for hinanden og over for Gud.
Grundvig siger et sted: ”Sæden er Guds ord og jorden er menneskets hjerte.” Grundtvig siger, at ikke alle menneskers hjerter er lige rene, men i ånd og sandhed er det Guds ord, (når det finder vej til vores hjerte,) der lader et nyt paradis opblomstre i os og for os. Vi kan altså ikke selv bevirke, at troen vokser frem; det sker helt af sig selv, når vi tager imod Guds ord og tager det til os i vores måde at leve på.

Vil man være god til noget, vil man følge den tanke, at vi mennesker er som et frø, der før eller siden har mulighed for at sætte blomst – så er det (for de fleste mennesker) nødvendigt at øve sig. Det gælder i det fleste at livets forhold, hvad enten man har sat sig for at lære at spille klaver, eller lære at blive god til sit arbejde, eller lære at være en god ven – og ikke mindst sin egen gode ven. Man må gøre sig umage!
Og til umagens kendetegn hører både tålmodighed og udholdenhed. Her bliver det faktisk klart, at tålmodighed, udholdenhed og lidelse ikke nødvendigvis er et onde med det ene formål at irritere mennesket. Måske er tålmodighed, udholdenhed og lidelse langt snarere betingelsen for at noget godt - og nyt - kan vokse frem og blive til?
Når mennesket gør sig umage i sit liv med at være til – enhver på de præmisser, der er blevet den enkelte givet – så arbejder det aldrig alene eller for sig selv – umagen er også blevet en tjeneste i Guds hånd, som Han bruger til at virkeliggøre sin vilje i verden med henblik på, at Han vil genoprette og frelse menneskeslægten fra håbløshed – til mulighed og udfoldelse.
Tålmodighed er en dyd, siger man – især når det huskes, at forud for ethvert stort og mægtigt træ – er der gået et lille frø, der langsomt har vokset sig til, og som har måttet tåle både storm og sne og kulde, men også forår og sol og varme for at blive til.
Det hele hører med til den livsproces, der handler om liv og om vækst, om mulighed og om udfoldelse. Og det er det centrale i talen om Gudsriget. Frøet, der sås af sædemanden benyttes af Markus som symbol på noget småt, noget ikke iøjefaldende – men som det, der rummer en kvalitet i sig, der er lig med selve livskraften. Det lille frø rummer i sig en ”egen kraft”, der driver det frem og får det til at blive ”noget andet” og noget ”mere” end bare et frø.

Lad os i Jesu navn tage imod frøet som er Guds ord; lad det spire og vokse og sætte nye frø på hele jorden.

I Jesu Kristi navn.

Amen.

(Marlene Lindsten)

 



4. søndag efter Hellig3konger 2014

Hvert år den første weekend i februar sætter vi her på Christianshavn fokus på kirkens sociale hjælpearbejde. Dagen går under betegnelsen ”Diakoniens Dag”, - måske var der nogen af jer, der bemærkede os på torvet i går, hvor de lokale varmestuer uddelte suppe og pandekager. Det sker alt sammen i et forsøg på at nå ud til medborgerne på Christianshavn med orientering/oplysning om, hvad vi gør for de mest udsatte i vores bydel. Og for kirkens vedkommende handler det også om at forkynde i både ord og handling, at tro OG gerning hænger sammen.

Diakoni betyder ret oversat ”tjeneste”- det at gøre tjeneste for noget/nogen. Diakoni er altså kirkens og hjælpeorganisationernes tjeneste for menighederne i sognene. At gøre tjeneste for hinanden, det synes jeg klinger af noget, der har med respekt og ydmyghed at gøre. – Respekt: ja for det menneske, der lige som os selv ønsker et værdigt liv, hvor sulten stilles, og hvor vi bliver genkendt og modtaget af nogen. - Ydmyghed: ja der hvor vi ikke stiller vores egne behov først, men ser at andre kan have brug for at komme før os.

Ved kristendommens begyndelse var kirken ikke organiseret, som den er i dag. Ledelsen af de første menigheder, Paulus havde stiftet, var primært styret eller holdt sammen af diakoni. Og ved kristendommens begyndelse betegnede diakoni den tjeneste, som bestod i at samle og opretholde de første menigheder og begrunde og vedligeholde troen.

At kristendommen i dag, 2000 år senere, er vokset til og udgør den største menighed på jorden, ja det skyldes ikke mindst budskabet om, at vi skal leve under næstekærligt ansvar for hinanden, hvilket udgør grundlaget for al tale om diakoni.

Forkyndelsen af evangeliet er konstituerende for det at være kirke; uden forkyndelse, ingen kirke. Men tjenesten, diakonien, følger lige efter, som troens svar på evangeliet.

Diakonien har med andre ord sit udspring i evangeliet om Guds kærlighed i Kristus, og den er i sit væsen en videregivelse af den kærlighed til næsten. Diakonien er altså uløseligt forbundet med forkyndelsen.
Gode gerninger er ”troens frugt” sagde Luther. Ligesom et træ bærer frugt, hvis det bliver passet, vil diakonien også gro frem af sig selv dér, hvor troen lever. Det er der givetvis en stor sandhed i; men jeg tror ikke, det er hele sandheden. Hvis diakonien skal være en integreret del af menighedens liv og vækst, må der sættes ord på den rundt omkring i menighederne. Man må tale sammen om, hvad diakoni er, og hvordan kirken kan være nærværende som et tjenende fællesskab, både i lokalsamfundet og videre ud.
- Og det kan jo så være en opfordring til, at vi fortsat – også her efter gudstjenesten og igennem alle årets måneder – taler sammen om, hvad diakoni er og hvordan vi kan blive endnu bedre til det, vi måske allerede er gode til for at hjælpe hinanden.
Temaet for ”Diakoniens Dag” 2014 går under den meget fængende titel: ”Giv en hånd”.
Giv en hånd. Det lyder lige så enkelt, som det faktisk er. Giv en hånd til den der rækker ud efter hjælp.

Vender vi nu tilbage til evangelieteksten til i dag, så er det dét, Kristus gør, da han rækker ud efter disciplen Peters hånd, for at redde ham fra at drukne. ”Herre Frels mig! råber Peter skrækslagen. I teksten står der: straks rakte Jesus hånden ud og greb fat i ham. Mere skal der altså ikke til. En enkelt bevægelse; en udstrakt arm, der giver hånd til den, der er i knæ.

I den gammeltestamentlige læsning vi hørte tidligere, står der: ”Drenge bliver trætte og udmattede, unge mænd snubler og falder. Men de der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne.”
Der er således et stærkt tilsagn i teksterne om at Gud er med os, at Gud griber os, at Gud giver os kræfter og mod. I tillid til det kan man have frit mod – også selv om man møder modgang, bliver udmattet, falder eller ens livsvilkår i øvrigt giver anledning til tvivl og mismod. Der er mere at sige om os, end det vi selv kan sige - og som andre siger. Der er det, Gud siger; - at vi hører til hos ham, og at han er med os alle dage.
Anderledes sagt: Vi skal ikke hente styrke og kræfter og livsmod alene hos os selv. Vi har lov at tro at Gud giver os det. - Dét giver håb til den der lever under trange kår, og til den der gerne vil give en hånd.
Lige nu sidder vi her i Vor Frelsers Kirke. Og Vi befinder os i den del af kirken, der også kaldes for ”skibet”. Skibsmetaforen er sandsynligvis hentet fra dagens evangelietekst, hvor Jesus stiller stormen. Og her sidder vi så, i samme båd i kirkeskibet – der sejler mellem fortid og nutid. Også her kommer Kristus os i møde, som dengang han gik på vandet og gik sine disciple i møde. Han er her i ordet, i ånden og som genstand for vores tro.
Og også her inde i kirkeskibet kan man få en fornemmelse af, at han måske til tider glemmer/eller er lidt sen til at række os hånden. Til tider tænker vi på, om han er klar over det kaos, der hersker i os og omkring os?

Hvad vi hver især ser, hvis vi vender blikket indad mod det indre hav, ved vi kun selv. Måske er vandoverfladen blikstille, måske er der kaos og bølgeskvulp bag overfladen. Mon han vil komme os i møde dér et sted i det farvand, der er vores? Vi håber det, for det er ham alene troen hænger på. Vi tror det og beder om, at han vil komme til os. Og så kan vi jo overveje, om det ikke netop er HAM, der kommer os i møde, når vi erfarer at vi bliver rakt en hånd.
”Giv en hånd”. Og sig det videre.

I Jesu Kristi navn.

Amen.

(Marlene Lindsten)

 




De sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Det gjorde de nu nok alligevel, måske lidt senere, og en mand, de kalder Markus, han skrev det hele ned. Lige præcis sådan som jeg læste for jer, skrev han om den tidlige morgen da tre kvinder tunge om hjertet gik mod den store gravsten, der havde adskilt dem fra ham de elskede. Og dér tidligt om morgenen på den tredje dag, er der sket det mest utrolige. Væk er adskillelsens store sten, og inde i graven finder de ikke ham de søger. I stedet finder de en engel. Og ligesom hyrderne på marken julenat var de første til at høre at Gud ville dele skæbne med os, er kvinderne ved graven nu dem der får en første fornemmelse af at vi skal dele skæbne med ham. Jesus fra Nazaret, han er ikke hér, siger englen, han er opstået. Dér, lige dér er stedet hvor de lagde ham. I kan selv se, han er der ikke. Han er gået i forvejen, hjem til Galilæa, følg I bare efter. Det er dér, I skal se ham. Gå tilbage nu til jeres liv, til jeres hverdag, til jeres hjem, dér vil han møde jer igen. Han er opstået.

 

Kan vi tro på det? Kan vi tro på det utrolige? Hvad siger I. Kan vi uden videre tage en engels ord for pålydende, selv om det er det engle gør, tyder begivenheder for os. 3 andre end Markus har skrevet om påskemorgen. De har beskrevet en tom grav, men ingen af dem har beskrevet opstandelsen. Der er ingen vidner, ingen der kan fortælle hvordan det ser ud. Der er kun en tom grav, andre billeder får vi ikke, andre billeder er der ikke. Vi får Guds ord af englens mund. Er det nok. Nok til at holde fest i dag. Har det nogensinde været nok. Var det nok for kvinderne den tidlige morgen, ikke i første omgang i hvert fald, de går bange og tavse derfra. Var det nok for disciplene, ikke for Thomas, ham der blev kendt som tvivleren, han havde brug for at stikke fingeren i korsfæstelsens sår. Og videre, har det været nok op gennem årene, hvor verden har forandret sig mere end man kan fatte, og hvor vi føler os mere og mere oplyste, men alligevel kan synes ude af stand til at omsætte det fornuftigt. Hvad der er nok, bliver vist ikke mindre med tiden. Jo mere vi kan afdække dets grådigere bliver vi, men måske satser vi helt forkert. Måske er det vigtigste ikke at finde de rigtige billeder, der kan tilfredsstille vores nysgerrighed og vores trang til vished, måske de vigtigste er at opdage hvad det alt sammen betyder.

 

Hvad betyder det at han hænger dér for os. Hvad betyder alt det der gik forud, og det der kom efter. I døden som i livet tog han de første skridt og gjorde alt det vi ikke kan eller ikke tør, eller glemmer. Med stor alvor tog han vores liv og vores død på sig. I dødsriget, kæmpede han kampen og sejrede. Hvad betyder det. Opstandelsen handler om at der er en fremtid. For Gud og for os, og for Gud og os sammen. I påsken taler Gud op imod vores frygt, og lige ind i vores drømme og vores håb. Og budskabet er klart og tydeligt. Der er en fremtid. Livet sejrer over døden, der er vel intet vi har brug for at tro mere på end det. Der er en opstandelse, hvordan den end ser ud. Det giver da grund til at holde fest.

 

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb, ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Sådan indledte vi Frejas dåb tidligere i gudstjenesten. De samme ord siges før jordpåkastelsen til enhver bisættelse eller begravelse. På den måde gør vi det tydeligt for enhver at det er rammen for vores liv, de ord skaber den virkelighed vi lever i. I Jesu Kristi opstandelse genfødes vi i barmhjertighed til håb. Alting bliver vendt på hovedet. Døden er stadig afslutningen på livet, men i påsken bliver døden også en begyndelse. Den tunge sten, der adskilte kvinderne fra ham de elskede, var flyttet til side. Og godt nok nåede de ham ikke af den grund, men det de ville ham, havde han heller ikke brug for. De kom med vellugtende salver for at gøre hans døde krop i stand, men han var gået sin vej. Alting bliver vendt på hovedet, og vi skal tro det utrolige. Og så sendes vi hjem. Og vi får at vide at han venter på os dér.

 

Måske et billede er på sin plads, for bedre at forstå. Langfredag da Jesus udåndede på korset, skete der noget inde i byen. Forhænget i Templet revnede. Templet var kæmpestort. Der var markedsplads, der var forgårde for mænd og for kvinder, for jøder og ikke jøder. Der var områder for kirketjenerne, leviterne, og områder for præsterne. Der var altre hvorfra der blev ofret til Gud. Jo længere man kom ind i Templet, jo helligere blev det. Inde i det inderste, i det allerhelligste, dér boede Gud. Ubevægelig, skjult og utilnærmelig. Deraf forhænget. Det der skete langfredag eftermiddag, da forhænget blev brudt, er et udtryk for denne venden alting på hovedet. Forhænget revner og åbenbarer den tomhed der hersker dér. Den tomhed der ligger i en ubevægelig, skjult og utilnærmelig Gud. Den tomhed der ligger i at vi mennesker ikke frit at kan færdes imellem hinanden.

 

Nå englen siger til kvinderne at de skal gå hjem, for Gud er dér, så siger han jo netop at Gud sidder ikke fast i Templets allerhelligste. Gud er ikke skjult, han viser sig for os. Gud er ikke utilnærmelig, han er for altid gået helt hen til os. Og Gud er ikke ubevægelig. Han er i bevægelse sammen med os. Han går foran os, han går ved siden af os, han går bagved os. Tænk bare på evangeliernes beskrivelser af ham. Hele tiden er han i bevægelse.

 

Derfor fester vi i dag. Fordi vi tror på at der er en fremtid. Fordi vi kan gå hjem fra kirke og vide at han er, også dér. Og de tunge sten der for en tid skiller os fra hinanden, de får ikke lov at ligge, de vil blive skubbet til side. Han er opstanden, ja han er sandelig opstanden. Glædelig påske.

Amen

 

 

NYHEDSBREV




Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag information om gudstjenester, koncerter mm.
  
Klik her for at besøge Rasthofs hjemmeside