Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

AFLYST! Højmesse v/ Susanne Møller Olsen

29
MAR

Dato Søndag d. 29. marts 2020, kl. 10:30

Søndagens prædiken af Susanne Møller Olsen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Da sagde Maria: 

»Min sjæl ophøjer Herren, 

og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! 

Han har set til sin ringe tjenerinde. 

For herefter skal alle slægter prise mig salig, 

thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. 

Helligt er hans navn, 

og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, 

varer i slægt efter slægt. 

Han har øvet vældige gerninger med sin arm, 

splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; 

han har styrtet de mægtige fra tronen, 

og han har ophøjet de ringe; 

sultende har han mættet med gode gaver, 

og rige har han sendt tomhændet bort. 

Han har taget sig af sin tjener Israel

 og husker på sin barmhjertighed

- som han tilsagde vore fædre – 

mod Abraham og hans slægt til evig tid.

" Luk 1,46-55

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Lige nu prøver vi noget, som ingen nulevende personer har prøvet før. Ordet pandemi er ikke længere forbeholdt sci-fi-litteraturen eller katastrofe-serier på Net-flix. Magtesløshed, fortvivlelse og angst er en daglig følgesvend på den ukendte vej, som menneskeheden betræder lige nu. Betydningen af vores forbindelse til verden og forankringen i det fælles liv mærker vi alle lige nu på en ny måde.

Lige nu er der nok ikke så mange, der fantaserer om at leve på en øde ø, for når vi vandrer ad øde gader og undgår de få forbipasserende, så savner vi dem, vi kender, og så mærker vi, hvor meget vi har brug for at forbinde os med hinanden og atter sidde sammen i samme rum, grine højt ud i luften og tage livet ind - uden angst for virusangreb. Aldrig har den almindelige hverdag stået i et mere fortryllet skær.

Fastetid er tid for fordybelse og til at give Gud plads, at lade jeg’et træde tilbage for at give rum for den guddommelige virkelighed. Afsavn er et faste-ord, og lige nu, hvor verden har fået et grundskud, er vores hverdag blevet en øvelse i afsavn. Muligvis lærer vi som menneskehed noget af denne krise, som vi på længere sigt kan drage både indsigt og nytte af. Et er sikkert: Vi vil forandre os som land og som mennesker, men hvad det betyder, vil jeg for nuværende gerne afholde mig fra at udlede nogen som helst form for lære af, men blot konstatere, at vi alle er i samme båd.   Fra vi slår øjnene op, til vi går i seng, bliver vi gennem nyheder, fortællinger fra vores familier og venners liv mindet om livets skrøbelighed, mindet om at vi ikke er herrer over livet og døden.                    Alligevel er der et liv derude, som ikke står stille, naturens skønhed, den høje blå himmel og foråret der pibler frem og ikke lader sig standse, minder os ikke blot om livets skrøbelighed men også om at dets pragt og skønhed er blevet os til del. Sanserne skærpes omkring det, vi ikke vil miste; livet, kærligheden, håbet om, at det ender godt

Det kan opleves modsætningsfyldt; at være det samme lille menneske som vi plejer og på samme tid være under forandring. I den tilstand ankommer vi i år til fastetidens festdag: Mariae bebudelsesdag, hvor vi under normale omstændigheder ville være samlet til en festlig gudstjeneste med hvide liljer på alteret og herlig musik. I Vor Frelsers Kirke ville vi kunne hilse på figuren af Gabriel med gylden olivengren og henført blik. Mariae bebudelse er en glædesdag, og dog er vi alle bevidste om det, der ikke er, som det plejer at være. 

Maria har naturligvis en særlig status i kristendommen, fordi hun er Jesu mor, men Mariae bebudelses dag er den eneste dag i vores kirkeår som har hende som hovedperson. Det kan give os en anledning til at betragte Marias måde at håndtere et modsætningsfyldt liv på og spørge, om vi kan låne lidt af den? Det må have væltet den verden, Maria kendte, at hun skulle føde Guds søn, og selvom Maria ikke er den eneste mor i historien, som har frydet sig over en uventet graviditet, så er noget jo ganske anderledes i Marias tilfælde. Forud for sin lovsang har Maria ifølge forfatteren til Lukasevangeliet udtrykt sin tvivl om, om det hele nu kan være rigtigt. Efter den første forskrækkelse over mødet med englen, spørger hun meget konkret til, hvordan hun skal få et barn uden at kende en mand, og først da englen forklarer, at det skal ske gennem Helligånden, overgiver Maria sig med ordene: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde! Lad det ske mig efter dit ord”  Maria overgiver sig selv og sit liv til Gud. I billedkunsten møder vi hende som både Madonna med barnet og som pietaens sørgende mor med sin voksne døde søn i skødet. Marias liv som Herrens tjenerinde er ingen dans på roser, og alligevel siger hun ja til det hele. Hun er som et billede på det uforbeholdne menneske og hendes ja kan måske fylde os med modsatrettede følelser. Udefra ser det så enkelt ud, Maria modtager livet, som det kommer til hende, hun siger ikke fra, hun siger til, og derfor står hun stærkt som et billede på troens væsen. Så vi må spørge: Hvor henter Maria sin styrke fra? Ja, hun henter den i sin tro, men hvordan bliver hun bestyrket i den, når hun vakler? Jeg kommer til at tænke på to steder, hvor Maria får fortalt noget, som hun holder fast ved. Ved Jesu fødsel hører vi, hvordan Maria gemmer hyrdernes ord om barnet i sit hjerte. Det samme sker 12 år senere, da Jesus stikker af i templet og står frem, ikke blot for de skriftlærde, men også for sine forældre og definerer sig selv som Gud søn. Også i den situation står der, at Maria gemmer ordene i sit hjerte. Maria er altså en kvinde, som gemmer på de ord, der fortæller hende om hendes søns betydning for menneskers liv. Ordene bliver som tegn, hun kan gemme i sit hjerte, tegn hun kan forankre sit liv og sin verden i, måske gemme til de dage, hvor det ikke var lige så nemt at tro. Vi ved intet om Marias indre liv, vi hører bare, at hun gemmer ordene, og måske tog hun dem frem på svære dage.

Jeg indledte med at spørge, om vi kan låne af Marias måde at være i verden på?  Ja, det tror jeg, for uden at helgenkåre Maria, må vi betragte hende som et menneske, som lever i troen på at det håb, som Gud gennem hendes søn Jesus Kristus bringer ind i verden, er uanfægteligt. Uanfægteligt fordi  - det ikke er afhængigt at vores tro, vores spinkle håb, vores vaklende glæde. Det er slet og ret et håb som er, uanset hvordan og hvem vi er. Betyder det så, at vi ikke anfægtes, tvivler, rammes af håbløshed, mens vi længes efter at hvile i troen på, at det hele nok skal ende godt? Nej, det tror jeg ikke - det hører med til at være menneske, men er det ikke sådan, at vi også har ord om Guds rige gemt i vore hjerter, og når vi samles til gudstjeneste, er det så ikke også en måde at blive mindet om det på? De ord og de tegn, vi får i gudstjenesten, forbinder os med Gud. Dåbens vand og ord er tegn på, at den døbte fra nu af fået et nyt liv. Nadverens vin og brød forbinder os med Kristus, og begge tegn fortæller os, at livet og døden begynder med ordet fællesskab, fælleskab med Gud og fælleskab med mennesker. Bag tegnene findes en anden virkelighed, Guds virkelighed, og den virkelighed kan rumme livets uforudsigelighed og vores erfaringer af det modsætningsfyldte i tilværelsen. Lige nu, hvor vi ikke kan mødes, har vi stadig visheden om ordenen og tegnenes virkelighed – for vi har dem i kroppen og i hjertet, de forsvinder ikke, selv om vi lige nu er sammen hver for sig.

På sådan en mærkelig Mariae bebudelsesdag, hvor vi måske sidder alene og funderer over, hvordan man er sammen hver for sig, så er der hjælp at hente i Marias frimodighed og hendes mod til at bære dette modsætningsfyldte liv. Maria læner sig op af en magt, som forkynder glæde på trods af angsten for hvad fremtiden kan og vil bringe. En magt, hvis navn er kærlighed og håb, et håb, som er et værn selv mod frygt. Derfor kan englen sige; frygt ikke Maria! og derfor er Marias svar på englens tiltale en insisteren på at leve et menneskeliv, som bæres af håbet om, at den kærlighed, som Gud har sendt til verden i mennesket Jesus, gang på gang vil overgå hendes tvivl og hendes og angst for fremtiden.

Lad os bede

Fadervor 
Du som er i himlene
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere
og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde
for dit er Riget, magten og æren i evighed.
Amen

Ophavsret: