Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Ledig stilling som organist ved Vor Frelsers Kirke

Den 9. marts 2021

Vor Frelsers Kirke på Christianshavn søger organist

Stillingsstørrelse: 37 timer om ugen
Ansøgningsfristen: 23. april 2021 klokken 12.00

En fuldtidsstilling som organist ved Vor Frelsers Kirke i Amagerbro Provsti, Københavns Stift, er ledig med henblik på besættelse pr. 1/9-2021.

Ansættelsen sker ved Vor Frelsers Sogns Menighedsråd beliggende Sankt Annæ Gade 29, 1416 København K.

Vor Frelsers Kirke er kendt for et rigt musikliv med både musikalsk og pædagogisk pondus af international kvalitet. Det navnkundige Elefantorgel fra 1698, klokkespillet fra 1928, et Fazioli flygel og kirkens kor er grundstammen i det rige musikliv. Kirkens organister har igennem mange år tilrettelagt koncertrækker, dels for orgelmusik, dels for klokkespil, begge med deltagelse af internationale kapaciteter. Organisterne giver selv et antal solokoncerter hvert år. Kirken samarbejder med Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums (DKDM) børnekor, som medvirker ved musikgudstjenester. Herudover har kirken tilknyttet et amatørkor og danner rammen om babysalmesang.

Der er ansat to organister ved Vor Frelsers Kirke samt et kirkekor på p.t. 8 medlemmer.

Organisternes arbejde vil omfatte gudstjenester og alle kirkelige handlinger i kirken, ledelse af kirkens kor og det tilknyttede amatørkor, musiceren på det automatiske og det manuelle klokkespil, et antal årlige solokoncerter, planlægning og gennemførelse af nationale og internationale kirkemusikalske arrangementer og koncerter i kirken og deltagelse i dertil knyttede pædagogiske sammenhænge som f.eks. foredrag om kirkemusik. Musikprogrammet tilrettelægges af organisterne inden for rammer, som er fastsat af menighedsrådet. Organisterne varetager rollen som funktionschef for kirkens sangere. Organisterne refererer til kirkens administrationschef.

Menighedsrådet søger at videreudvikle glæden ved menighedssang og fællessang i det hele taget, og forventer, at en kommende organist vil bidrage konstruktivt til denne ambition.

Vi søger en konservatorieuddannet organist med nogen kompetence både liturgisk, koncertmæssigt og organisatorisk, som har lyst til at indgå i et aktivt samarbejde med præster, menighedsråd og øvrige medarbejdere.

Hvis kandidaten ikke har tilstrækkelige kompetencer inden for klokkespil, forventer vi, at kandidaten videreuddanner sig inden for klokkespil, som i vid udstrækning kan foregå med oplæring fra kirkens nuværende organist. Det er Menighedsrådets forventning, at de to organister kan dække kirkens behov for musikalsk betjening også i tilfælde af sygdom inden for overenskomstens regler om midlertidigt merarbejde og afspadsering.

Der vil ved ansættelsen medvirke kirkemusikalsk sagkundskab fra Musikkonservatoriet.

Vi tilbyder:

  • En kirke med tradition for musikalske og kirkemusikalske indsatser, som vækker interesse ud over sognets grænser.
  • Et arbejdsmæssigt fællesskab med dygtige kolleger, herunder tre præster.
  • Et engageret menighedsråd, som støtter op om de musikalske aktiviteter i og omkring kirken.
  • En bred palet af velbesøgte aktiviteter og arrangementer.
  • Fælles kontor med din organistkollega.

Din profil

  • Du er konservatorieuddannet organist på højt niveau med nogle års erfaring.
  • Du er velbevandret i det klassiske kirkemusikalske repertoire og du har kendskab til den danske folkekirkelige musikalske tradition.
  • Du har arbejdet med korsangere og kor.
  • Du kan iværksætte nye initiativer bl.a. i samarbejde med præsterne om musik i kirken.
  • Du behersker klokkespil på højt niveau eller er villig til at starte uddannelse heri snarest.
  • Du er en god kollega, engageret i opgaverne og har let ved at indgå i samarbejde med andre og kan fastholde og udvikle gode relationer til frivillige, kolleger og menighedsråd.
  • Du er loyal over for folkekirken som institution og kan indgå i det nære samarbejde med præsterne omkring tilrettelæggelsen af gudstjenester og det øvrige kirkeliv.

Ansættelsen af en uddannet organist vil være omfattet af Overenskomst mellem Kirkeministeriet, CO10 – Centralorganisationen af 2010 og Dansk Organist og Kantor Samfund (DOKS) for organister. 

Aftalen kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.

Nuværende tjenestemandsansatte organister har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Stillingen er klassificeret i lønramme 16-21-29-31 med et rådighedstillæg årligt 35.050,31 kr. (nutidskroner). 

Årslønnen for ansøgere med en kirkemusikalsk kandidateksamen (DOKS) aftales i henhold til ny løn-AC-skalaen. Det vil sige en bruttoløn mellem 314.395,00 kr. – 383.097,00 kr. årligt (nutidskroner).

Der er knyttet rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt mellem 40.451,14 kr. – 62.826,03 kr. (nutidskroner). Indplacering og rådighedstillæg ydes efter anciennitet. Derudover kan der efter lokal forhandling ydes kvalifikations- og funktionstillæg.

Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til kirkens nuværende organist Lars Sømod Jensen, tlf. 4112 5845, mail organist@vorfrelserskirke.dk eller til menighedsrådsformand Lars Schou Pedersen, tlf. 5230 7753, mail formand@vorfrelserskirke.dk 

Menighedsrådet bestræber sig på at overholde følgende terminer:

Frist for indsendelse af ansøgning: 23. april 2021 klokken 12.00                                                      

Menighedsrådets tilkendegiver efter rådets møde den 17. juni 2021 hvilken kandidat man ønsker at tilbyde stillingen. Forventet tiltrædelse: 1. september 2021.

Ansøgningen med relevante bilag sendes på mail til 7082fortrolig@sogn.dk og skal være menighedsrådet i hænde senest den 23. april 2021 klokken 12.00. Ansøgning fremsendes så vidt muligt som én samlet pdf-fil. 

Menighedsrådet beder om referencer til ansøgningen.

Menighedsrådet forbeholder sig ret til ved ansættelse at bede om Børneattest i forbindelse med endelig aftale om ansættelsesvilkår.

Ansættelsessamtaler samt prøvespil forventes at finde sted i sidste uge af maj eller første halvdel af juni måned.