Konstruktion

Træets lethed gjorde det muligt at bygge det høje, slanke spir på toppen af vægtergangen, der omkrandser spirets fod. Vægtergangen (den ene af tre i København; Vor Frue og Nikolaj kirker har også vægtergange) var brandvagternes natlige udkigsposter frem til 1862, hvor vægterne afløstes af gasbelysning og politi.

Vægtergangen hviler som tag på den åbne tårnlanterne, der rummer klokkespillet, og herunder er vægterværelset, hvor vægterne boede om natten. Her står nu klokkespillets stokklaver, men også vægternes gamle møbler har stadigt til huse i værelset.

Spiret består af en udvendig trappe med fire snoninger, der begynder fra vægtergangen og som derfra løber hele vejen op. På vej mod toppen er man beskyttet af et forgyldt jerngitter. Øverst er den forgyldte globus, hvor den ligeledes forgyldte og fanebærende Kristus-figur skuer ud over byen. Kunstneren bag Manden, som Kristus-figuren hurtigt blev døbt af christianshavnerne, var Jacob Høvinghof. Denne kobbersmed har her frembragt den grimmeste skulptur i byen. Da Manden er beregnet på at ses langt borte fra er proportioner og udtryk voldsomt fortegnede.

Spirets dimensioner er anseelige: Der er 90 meter fra kirkepladsen til Kristus-fanen og turen til udsigten tilbagelægges ad 400 trappetrin, de sidste 150 udvendigt rundt om spiret. Jordkuglen på toppen kan rumme 12 voksne mænd og er 2,5 meter i diameter - Kristusfiguren er 3 meter høj. Fra hvert hjørne af tårnet skuer de fire evangelister Mattæus, Markus, Lukas og Johannes ud over byen. Frederik 5. store kartouche med forgyldninger af initialer og krone er skabt af kobbersmeden Høvinghof.

Ophavsret: