Kirkebygningen

Bygning og inventar

foto: Lene Trap-Lind

Vor Frelsers Kirke er bygget i en periode, hvor kirkebyggeriet i Danmark stod stille. Vi har en uvurderlig kulturarv fra Valdemarstiden i 1100-1200-tallet. Flere tusinde kirker blev bygget i den periode, hvor kongemagten samlede landet sammen med den romerske kirkemagt. Kirkerne fra denne periode, som netop kaldes romanske, pryder stadigt det danske landskab i alle egne af landet.

Vi har også et nogenlunde stabilt kirkebyggeri i den følgende periode, der kaldes den gotiske kirkestil. Her er det især købstadskirker, der bygges. Fra renæssancen har vi både en lille gruppe landsbykirker og en fin del købstadskirker. I København er især Holmens Kirke, Nicolai Kirkes tårn og Sankt Petri Kirke et vidnesbyrd om tidens glæde over udsmykningen af et ægte forsamlingsrum.

Men fra 1660, hvor Roskildefreden med svenskerne ydmygede danskerne, og frem til 1860'erne, hvor de kirkelige vækkelser kom til at sætte dagsordenen, er kirkebyggeri i Danmark en eksklusiv affære.

Vor Frelsers Kirke er en barokkirke – den skønneste barokkirke, Danmark kan præstere. Bygningen er stærkt præget af sin tid: Enevældens samfundsorden satte arvekongen direkte under Gud – kongen kunne ikke begå fejl, og hans faderlige omsorg for riget og religionen var samfundets hjerteslag.

Kongens behov

Christian 5. var Danmarks første fødte, enevældige konge. Hans far, Frederik 3., fik efter store udfordringer med svenskekrigene, gennemført den oplyste enevælde som samfundsorden, og Christian fik med sin magtovertagelse i 1670 i opdrag at cementere den enevældige kongemagt. En barsk opgave i de år, hvor tabet af Skåne, Halland og Blekinge ikke ligefrem indgød dansk optimisme.

Fra Christian 4.s grundlæggelse af Christianshavn i 1618 lå planer om en sognekirke for den nye by. Christianshavn havde kun selvstændige købstadsprivilegier i ganske kort tid fra 1617-1674 – den nye by var handelsmæssigt for kostbar til ikke at være en del af København.

Christian 4. lod en foreløbig kirke opføre 1639-40 umiddelbart syd for den nuværende kirke. Denne kirke var planlagt som en midlertidig foranstaltning – men den kom til at fungere i meget længere tid, end det i Christians tid var forudset. Tiderne blev ikke økonomisk til en ny, stor kirkebygning – det var de måske heller ikke i Christian 5.s tid, men i den nye enevælde var der behov for stort, luksuriøst og almennyttigt byggeri. Den unge enevælde så til Europas andre enevældsfyrster, især Ludvig 14. i Frankrig, og kunne se, at magtvedligeholdelse beroede på store armsving.

Christian 5. malet af den franske portrætmaler Jacques d'Agar

Christian 5. var ifølge samtidige vurderinger ikke noget lyst hoved. Han var glad for jagt (og døde som følge af en jagtulykke i Dyrehaven i 1699),  og han overlod de mere politiske overvejelser til rådgivere. Det har sandsynligvis været Christianshavns held, at netop han blev præsenteret for et så overspændt byggeprojekt som Vor Frelsers Kirke. Kirken var i sin størrelse stor nok til at rumme sognets indbyggere fire gange. Christian skulle have sit navn på noget stort byggeri – bogstaveligt talt. Det fik han i Vor Frelsers Kirke: på indgangsportalen, i loftet i midterste krydshvælv og på facadepiberne i orglet.

Kirkens centrale hvælv, hvor Chr. 5.s monogram ses omkranset af krone og elefantorden. Foto: Frederik Lillebæk.
 

At han også regerede over Norge og Færøerne har Christian Nerger poetisk understreget ved at sætte en lille lunde på Håbets anker i højre side af orglet. Måske er det denne fugl, der inspirerede kirkens kapellan Grundtvig til verset "Letvingede håb" i 1823?

Vor Frelsers Kirke er bygget i 1680'erne og indviet d. 19. april 1696. Arbejdet med at bygge kirken tog 14 år, for da hele bydelen er anlagt på opfyldt havbund, var selve funderingen af kirken et meget tidskrævende arbejde.

Arkitekten

Kirkens arkitekt var kongens generalbygnester Lambert van Haven, der tegnede bygningen i 1682 og med denne arkitektoniske bedrift i nederlandsk barokstil opnåede at rejse sit livsværk. Han døde i 1695 og oplevede ikke sit mesterværk fuldendt.

De store pilastre i røde teglsten. Man ser tydeligt den stramme orden i  van Havens arkitektoniske mesterværk. Foto: Frederik Lillebæk. 
 

Den palladiansk-nederlandske stil, som van Haven byggede kirken i, er en alvorsfuld, barok perspektivisk orden. Røde teglsten på en velfunderet base af granit med sandstensgesimser under taget – et virkeligt Templum Salvatoris (Frelserens Tempel), hvor alt har sin rette plads. Kirkens grundplan er et græsk ligesidigt kors med hjørnekapeller. Da det underfundige tårn kom til 50 år senere, og selvfølgelig ikke var en del af van Havens plan, overser vi nemt, hvilken alvor og ambition, der er lagt i selve kirkebygningens arkitektur.

Dimensionerne i bygningen er efter danske forhold enorme: Kirkebygningen måler til spærene på kirkeloftet 36 meter – Rundetårn kunne næsten stå i kirken, hvis hvælvene ikke var vejen. Kirkens mure og de fire søjler er funderet på kampesten, gravet ned i grøfter, der når den københavnske kalkbund. 

Af andre byggerier tegnet af von Haven kan nævnes det ældste Sorgenfri Slot, Østre Landsret i Bredgade og kapellet ved Holmens kirke. De store pilastre, der går fra sokkel til kransgesims, er bærere af den "store orden" – man kan stå foran Vor Frelsers Kirke og lade blikket hvile i den orden, som perspektivet danner. Tanken bag arkitekturen er meget præcis og teologisk i forbindelse med tidens opfattelse: Den ortodokse, protestantiske teologi. Alt det skabte har sin bestemte orden, der er ingen tvivl om den store Skabers altunderordnende mægtige tanke.

På portalen til den vestlige indgang til forhallen i kirken ses Christian 5.' initialer. Dette er et forvarsel om, hvad der venter os inde i kirkehallen.

Stukkatur

Engle og elefanter. Umiddelbart ikke den mest oplagte sammensætning, men Christian 5. gjorde elefantordenen til rigets fornemste, så elefanter var uundgåelige i et Gudspalads, der skulle fremhæve samfundets rangorden. Elefanter i stuk synes at bære det vældige orgel, elefanter i ordenskæde smykker det store midterste krydshvælv. I hjørnerne af det midterste hvælv troner de fire evangelister: Markus med sin løve, Matthæus med sin engel, Lukas med sin okse og Johannes med sin ørn. Over dåbskapellet troner Gud Fader, Jesus, Johannes Døberen og Helligåndens due.

En af de to elefanter, der byder velkommen ved Vor Frelsers Kirkes hovedindgang, og også den elefant,  som ses i rigets fornemste orden, Elefantordenen.  Foto: Frederik Lillebæk.
 

Engle i glade positurer pryder rummet; bare numser og citater fra Salmernes Bog. I 1800-tallet blev de bare numser for meget for den fremherskende teologi, og de blev indkapslet i anstændigt gips. Først ved restaureringen i 1954-56 blev alterets engle demaskeret til deres barokke legesyge.

Billedskæreren Christian Nerger er kunstneren bag stukkaturen i rummet, ligesom han også har æren af orglets store udskårne lindetræsfacade. 

Alteret

Allerede i 1687 besøgte Nicodemus Tessin den Yngre byggepladsen på Christianshavn. Både ved denne lejlighed og ved sit senere besøg i 1694 udtrykte den arrogante, romersk skolede svenske arkitekt sin foragt for det igangværende projekt. Det var jo også kort efter den uforsonlige svensk-danske krig, Gøngehøvdingen var endnu i ukærlig erindring.

Nicodemus Tessin var søn af den store svenske barokarkitekt af samme navn, og sønnen kom til at fuldende sin fars arbejde med Stockholms Slot og Drottningholm Slot. Tessin fik gennemtrumfet et alterprospekt hos Christian 5. til Vor Frelsers Kirke, men på grund af den langvarige fundering under det tunge marmoralter og de almindelige problemer mellem Sverige og Danmark i begyndelse af 1700-tallet blev alteret først færdigt og indviet i 1732.

Det romerske fornægter sig ikke i Tessins alter. Rammen omkring den voldsomt dramatiske scene er en brudt tempelgavl, som kopierer Borrominis facade på San Carlo alle Quattro Fontane-kirken i Rom. Sådan er den romersk-katolske Borromini inspirator til både tårnet og alteret i den ærke-lutherske Vor Frelsers kirke i København.

Hvor langt de fleste altre i kristenheden har korsfæstelsen af Jesus som det centrale motiv, træder Tessins alter en dag tilbage i Kristi lidelseshistorie. Her ser vi Jesus, der Skærtorsdag aften beder i Getsemane Have. Hans venner, disciplene, er faldet i søvn efter det herlige måltid og den gode vin, mens Jesus desperat beder til Gud om, "at denne kalk må gå ham forbi".

Jesus ved, at han vil blive taget til fange, tortureret og pint til døde på et kors. Men hans menneskelige natur søger at undgå denne skæbne. Gud svarer ham på to måder: En engel kommer ned fra himlen med bægeret i hånden: Han skal opfylde sin bitre skæbne. Men samtidigt kommer en anden engel ind fra venstre og støtter ham i skæbnen – en skytsengel. Skytsengelen har sammenfoldede vinger; oprindeligt tegnede Tessin den med udslåede vinger. Den dramatiske virkning ville være større, hvis tilskueren fornemmede, at skytsengelen kom flyvende ind i samme øjeblik, som Jesus bad sin bøn. Men den norske marmorblok var ikke stor nok til denne dramatiske scene, og derfor har skytsengelen foldet vingerne sammen.

På hver side af alteret står de græske gudinder, der symboliserer Fromheden og Retfærdigheden. Pietas et Justitia var Christian 5.s motto; derfor de ukristelige græske gudinder. Ebbe Reich Kløvedal har bemærket, at Retfærdighedens gudinde ikke har bind for øjnene, som hun normalt har i den juridiske verden. Netop fordi Christian 5. var en enevoldskonge, var Retfærdigheden ikke blind; retfærd hvilede i den altseende konges hånd.

På det store alterbord står skrevet de berømte vers fra Johannesevangeliet: "Således har Gud elsket verden, at han gav sin søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv". Disse vers kaldes ofte "den lille trosbekendelse", og de er også den korteste sammenfatning af den kristne tro. Ved højtiderne dækkes alteret med et stort antependium (forhæng) i rødt fløjl med guldbroderinger. Dette pragtværk er fra 1697 og sandsynligvis skænket af en rig enke i sognet.

Prædikestolen

Ingen evangelisk kirke uden en prædikestol. Fra prædikestolen viser prædikanten hen til den korsfæstede Kristus; det er luthersk tradition.

Vor Frelsers kirke fik først sin prædikestol i 1773. Indtil da måtte prædikanterne klare sig med en midlertidig træstol, der skulle erstattes af en kunstnerisk forsvarlig stol i tidens økonomiske fylde.

Præsten Jacob Jensen Hvid tog i 1772 sagen i egen hånd og kontaktede mæcener og akademiprofessorerne C.F. Harsdorff, billedhuggeren Johannes Wiedewelt og maleren Peder Als. Uden om kirkens økonomiske ledere, magistraten i Københavns Kommune, fik han skaffet midler til en prædikestol i tidens smag. Nu var klassisismen fremherskende, så stolen blev en cylinderformet balkon med trappe, udsmykket med apostlene i et græsk-antikt relief. Mæanderborte og en lydhimmel med torturredskaberne, der blev brugt mod Jesus, på taget bidrager til den rent åndelige stil. Kristus er helt fraværende..

Med prædikestolen i Vor Frelsers Kirke bevæger vi os ind i rationalismens tid, og så var det endda denne prædikestol, der var udråbspost for Grundtvigs oprør mod den etablerede, fornuftige kirke.

Fra denne stol prædikede romantikkens kirkefader fra 1822-26. Her læste han julemorgen 1825 sit digt "Velkommen igen, Guds engle små" højt og så op på den fantastiske orgelfacade, da han læste "Da vandrer Guds engle op og ned på salmens tonestige". En mere poetisk beskrivelse af Vor Frelsers kirkes orgel er aldrig givet.

Korskranken

Billedhuggeren Erich Warnheim har ifølge kirkens regnskaber fået 130 rigsdaler for at skabe de seks engle, der vogter balustraden foran koret og alteret. De dramatiske træskulpturer er lavet samtidig med alterets fuldendelse i 1732. 130 rigsdaler var ikke nogen stor sum, så måske har Warnheim været en almindelig snedker fra København. Figurerne er udført i træ ligesom hele balustraden. Ligesom prædikestolen er den udført i "dansk marmor": marmoreringsbemalet træ. Der er tale om et meget stiliseret barokkunstværk. De to midterste engle står i dramatiske positurer, de næste til siderne knæler og vrider sig i kropsligt anspændte billeder. De yderste sidder, men ikke roligt. Barokkens billeder (som måske var en smule passé i 1732) er altid højspændte og urolige.

Fra venstre ser vi kerub med flammesværdet, der afskærmede Adam og Eva fra at vende tilbage til Paradiset efter Syndefaldet. Kerub er ikke en ærkeengel, men nogen skal jo lære os arvesyndens forbandelse.

Dernæst knæler Jeremias med en bog i hånden. Han er heller ikke en ærkeengel, men en gammeltestamentlig profet. I hans bog i Det Gamle Testamente står i kapitel 1, vers 15: "For jeg kalder på alle kongeslægterne i Nord". Måske var det grund nok til at sætte ham på kor-skranken i Vor Frelsers kirke i Frederik 4.' enevældige tid.

Ved venstre side af indgangen til koret står Michael. Han er en af de tre ærkeengle, og det er ham, der på dommedag vil blæse i sin trompet og vække de døde af deres grave. Foreløbig har han i Vor Frelsers trompeten på tryg afstand af munden.

På den anden side af indgangen står Uriel, også en ægte ærkeengel. Han svinger et røgelseskar og helliggør dermed alterområdet. I Miltons "Paradise lost" er Uriel den engel, der stærkest forfægter forbindelsen mellem engle og mennesker. Uriel er i mytologisk sammenhæng en forbindelse til den græske mytologi - ærkeengle kan få børn med menneskelige kvinder; ligesom Zeus fik berømte børn med smukke, hellenistiske kvinder.

Gabriel, der knæler ved siden af Uriel, er mere velkendt. Guds sendebud, der fortalte Maria, at hun skulle føde Jesus. Gabriel holder en palmegren i hånden - på én gang fredens engel og varsler om Palmesøndag, hvor Jesu Lidelseshistorie begynder.

Til sidst sidder Raphael med stav og salvekrukke. Raphael er også en "ægte" ærkeengel - han er helbredelsens engel, derfor krukken med helende salve.

Døbefonten

Døbefontens placering i Vor Frelsers kirke er foretaget i datidens teologiske forståelse af dåben. Kirken er bygget i ortodoksiens periode, hvor dåb var en selvstændig, privat handling. Den store døbefont med aflukke og himmel står i kirkens nordøstre sidekapel. Det ligner næsten et selvstændigt dåbskapel, hvor dåb ingen forbindelse har med den ugentlige højmesse.

Døbefonten er skænket af Frederik 4.s hustru til venstre hånd, Helene von Vieregg. På selve fonten er marmorfremstillinger af Jesu' barndom, men det mest bemærkelsesværdige er de små putti (englesmåbørn), der bærer både fonten og balustraden omkring dåbskapellet. Vieregg fødte et kongebarn som Frederiks elskerinde, og hun døde i barselssengen. Måske har hun villet lave en selvopfyldende profeti med de mange småbørn omkring døbefonten, for hun ville gerne føde Frederik en masse børn.

Elisabeth Helene von Vieregg var siden 1704 gravsat i krypten under tårnet i Vor Frelsers Kirke. 9 måneder senere blev den søn, hun havde fået sammen med kongen, Frederik IV, gravsat ved hendes side. I forbindelse med restaureringen af kirken i 2006-9 blev de to kister flyttet ind i selve kirken og genbegravet. Genbegravelsen fandt sted 22. juni 2007, og grevinden von Viereggs og kongesønnen Frederik Gyldenløves kister blev båret til deres endelige hvilested. Helene von Vieregg er nu bisat med sit kongebarn neden for den søndre elefant under orgelet.

Originalt inventar

Stolestaderne i Vor Frelsers kirke er også oprindelige – fra 1696. På dørene til stolene står malet numre; disse er ikke oprindelige, men fra 1700-tallet, hvor man øgede kirkens indkomst ved at sælge stolestader til hele familier for et år ad gangen. Dørenes låse og beslag hører til Danmarks fineste 1600-tals smedearbejde.

Krucifikset, der nu hænger i søndre korsarms vindue, er anskaffet ved kirkens indvielse. Det stærkt blafrende lændeklæde antyder en barok, dramatisk fantasi – og en korsfæstelsesscene er uundværlig i en protestantisk kirke. Kristus, der er naglet til korset i stormvejr, er meget fornemt modeleret med korrekt anatomiske proportioner.

Over orglet sidder to urskiver: En "solskive" til at vise timernes gang og en "måneskive" til at vise minutterne. Disse to urskiver drives af tårnuret fra 1699, og ligeledes drives de to mekaniske klokker, der er placeret på orglets tag af tårnuret. Timeslagsklokken er fra 1676 og således ældre end kirken. Den har sandsynligvis tjent som timeklokke i Christian 4.'s første kirke på Christianshavn. Kvarterslagsklokken er fra 1700. De to klokker slår kvarter og timeslag for at minde os om altings timelighed; også under gudstjenester - de afbrydes kun under koncerter.

Nyt inventar

Den eneste tilføjelse fra nyere tid, Vor Frelsers Kirke er beriget med, er lysgloben. I 2002 blev den rustikke globe udført af Gitte Christensen fra Kvindesmedien på Christiania. Christiania har i mere end 35 år været en del af Vor Frelsers Sogn, og fristadens beboere er traditionelt set glade for kirken og tårnet. Det er derfor helt på sin plads, at Christianias smedje har sat sit præg på kirkens indre med den smukke lysglobe; da kirken er meget besøgt af turister fra alle verdensdele, bliver der også tændt lys i globen dagen lang.

For en mere udtømmende gennemgang af kirkens og inventarets historie henvises til Nationalmuseets udgivelse "Danmarks Kirker", Gads Forlag, bind 13-14.