Skriveøvelser 2 v/ Roberta Montanari
Foto: Lene Trap-Lind
Skriveværksted om frygt & mod
Kan du huske engang, du følte dig modig som barn? Hvad er det første billede, minde eller kropsfornemmelse, som dukker op i din hukommelse? Uanset hvad det er, så stol på dit første indfald, og undersøg din erindring et øjeblik – hvad skete dengang? Måske er det svært at huske, men der er hjælp at hente
Hvordan fungerer hukommelsen?
Erindringen kan faktisk trænes som en muskel. Jo mere du bruger den, jo mere vil du kunne huske.
Sanser fremmer om noget erindringen. Billeder, lyde, men allermest erindringsskabende er lugte/dufte og den taktile sans, fordi der intet filter eller intellektuel afstand er mellem sansning og erindring. At lugte eller mærke bringer os - nogle gange ufrivilligt - straks tilbage til et bestemt sted, tid eller hændelse.
Jo mere specifik en hændelse er, og adskiller sig fra det vante, jo bedre husker vi den. Det kaldes en erindringsmarkør.
Jo mere man med inspirerende ledetråde åbner op for erindringer, og dermed træner og udvider hukommelsen, jo flere minder, man måske troede var væk for altid, kan der dukke op.
Hukommelsen er slet ikke en objektiv og statisk størrelse, fastslår Dorthe Berntsen, professor i psykologi på Århus Universitet, som i en årrække har forsket i selvbiografisk erindring.
Undersøgelser viser, at hukommelsen er letbevægelig og hullet som en ost! For skulle vi gå og huske på alt, hvad vi har oplevet, ville hjernen koge over af spidsbelastning. Erindring og fantasi er derfor søstre; hvis man har den rigtige ramme eller scene, så udfylder fantasi og ens generelle viden de huller, som er i erindringen.
Med de rette ledetråde kan minder, vi troede var forsvundet for altid, dog dukke op igen.
Ledetråde kan være:
Dufte, musik, lyde og stemmer, mad, særligt lys, følelser i kroppen, billeder, genstande, tøj, møbler, breve, aviser/blade, steder, landskaber, huse/hjem, særlige stemninger. Bestemte historiske epoker og inventar.
Skriveøvelser
Sæt dig et behageligt og uforstyrret sted med dit yndlingsskrivegrej, og skriv non-stop i 15-20 minutter. Læs om non-stop-skrivning under sidste skriveværksted - klik her!
Skriveøvelse 1
Hvor føler du dig særlig tryg og holder af at lade op? Tag, hvis muligt, hen til det sted og sug alle sanseindtryk til dig. Hvis du ikke kan tage derhen fysisk, så rejs dertil med forestillingens kraft, snus til duftene, beskriv detaljer, mærk jorden … og beskriv det hele, som var du fysisk til stede. Hvad gør det sted ved dig?
Skriveøvelse 2
Måske har du engang gjort noget, du absolut ikke havde lyst til, men følte var nødvendigt. Skriv om engang, hvor du overvandt din frygt. Hvad sagde og gjorde du, og hvordan reagerede omgivelserne? Hvad gjorde det ved dig at gøre noget, du var bange for?
Skriveøvelse 3
I Coronatiden bliver vi prøvet på vores tålmodighed, udholdenhed og evne til at være i uvished. Vi skal være modige ved at gøre ingenting og vente. Hvordan holder du konkret ud og holder igen? Beskriv en typisk hverdag eller særlige handlinger, du i denne tid afholder dig fra. Hvad gør det ved dig, og hvad lærer du om dig selv?
Rigtig god skrivelyst og husk at følge din første indskydelse.
Mange hilsner
Roberta Montanari / Bio Salon