Tegneøvelse 1 v/ Suzette Gemzøe
Tegning: Suzette Gemzøe
Kære Natkirke-venner, prøv at tegne et lys i mørket
Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.
Johannesevangeliet 1, 5
At tegne et stearinlys handler i især om at tegne mørket og indkredse lyset.
Du skal bruge papir og blyant, gerne blyanter i flere forskellige hårdhedsgrader, men en enkelt blyant kan også klare opgaven, samt et godt viskelæder, et hvidt stearinlys, en lysestage og en god kop the.
Når du skal tegne et objekt, kan det opdeles i en kombination af figur (det to-dimensionelle) og form (det tre-dimensionelle).
Først skitserer du figuren op med en lys konturstreg. Prøv at sikre dig, at stearinlyset er lige, og at det har samme bredde hele vejen op.
Bemærk, at du ikke ser den lille, flade cirkel, som udgør det øverste af stearinlyset og eventuelt også stagens bund og top, som en fuld cirkel (selvfølgelig alt efter stagens form – hvis den er firkantet, er det naturligvis helt anderledes).
Du skal bestræbe dig på at tegne det, du ser, og ikke den figur, som du kender med din bevidsthed. Altså, du ved, at stagens bund er en cirkel, men derfra hvor du sidder, ser den mere oval ud.
Når du har figuren på plads, kan du så småt begynde at tegne skygger for at opbygge formen. Læg mærke til, at der er flere toner af hvid i selve stearinlyset. Der er eventuelt mere skygge på den ene side end på den anden. Måske kan du også få den lille kant øverst på lyset til at fremstå lettere transparent ved at skravere en lille gråtone-forskel.
Du behøver ikke at gøre denne skyggelægning helt færdig endnu. Du vil opdage, at du tilbagevendende kan justere kanter og skygger, imens du arbejder på resten af fladen.
Nu skal du til at lægge mørket ind omkring din figur – en blød blyant, fx en 2B er at foretrække. Skraver hele fladen uden om lyset og stagen lidt af gangen – skraver i alle retninger, du digter bare en baggrund bestående af gråtoner, som du påfører med blyantstiften skråtlagt i en nogenlunde jævn og hurtig skravering i mange lag. Bliv ved længe … Gør eventuelt mørket dybere tættest på stagen.
Det lyder måske banalt, men jo mere du fordyber dig i mørket og gråtonerne, jo stærkere og klarere fremstår dit lys. Hvis det går for dig, som det gjorde for mig, så går det som i “Pjerrot sagde til månen”, og inden du er færdig, så er stearinlyset brændt ned.
Hjertelig hilsen Suzette