Opstigning 1881 - Jules og Paul Verne

 

Den store franske forfatter Jules Verne (1828-1905) besøgte København i både 1861 og 1881, og han lod Frelserkirkens tårn spille en rolle i sin roman "En rejse til jordens indre" der udkom i 1864.

Under besøget i 1881 var han ledsaget af bl.a. sin bror, Paul Verne. Paul Verne skrev efter rejsen en rejsebog, "De Rotterdam à Copenhaque", og herfra stammer følgende dramatiske beskrivelse af en opstigning i tårnet:

"Efter Vor Frue Kirke, hvis kor er udsmykket med tretten statuer af Thorvaldsen, og som afbilder Kristus og apostlene, må jeg især nævne Vor Frelsers Kirke på øen Amager på den anden side af havnen. Bygningen har ingen speciel arkitektonisk betydning, men den domineres af et højt tårn til hvis top, man kun kan komme ad en udvendig rampe, der snor sig spiralformet omkring spiret. Det kræver et solidt hjerte at gennemføre denne opstigning. Min bror har i sin "Rejsen til jordens indre" ladet os overvære en "lektion i højdeskræk", som professor Lidenbrock giver sin nevø Axel på denne svimlende rampe.
Den dag min søn og jeg steg op, var vejret meget klart. Man kunne se vidt omkring, hele Sundet fra nord til syd, men der blæste en stiv kuling fra øst, som gjorde al observation vanskelig. Det var ikke for meget med begge hænder haget fast til rækværket for at holde sig oprejst og modstå det voldsomme vindpres. Derfor var det ikke muligt at bruge vore kikkerter. Således kunne vi ikke genkende flaget på et hurtigt skib med to gule skorstene, der ankom til Københavns Red, og som saluterede det danske flag på Kastellet med 21 skud.

Når man vender sig mod nord, opdager man ved den yderste ende af Sundet den lille by Helsingør. Mellem Helsingør og København strækker sig en umådelig skov med gigantiske træer og med talrige villaer ind i mellem. Det er i denne skov, en veritabel forstad til København, og hvortil den smukke Langeliniepromenade går langs kysten, de rige danske familier har bygget deres sommerresidenser. Man kan komme derud med dampere, som betjener alle steder på kysten, og som lægger til ved moler af træ eller jern, der strækker sig malerisk ud på vandet. Det er et charmerende mål for en udflugt, vi regner med at foretage i morgen. Vi vil tage til Helsingør og besøge Kronborg slot.

Dette slot forsvarer den nordlige indsejling til Sundet, og det er i denne gamle fæstning Shakespeare har ladet de store scener i sin dystre tragedie Hamlet foregå.

Men uanset hvor interessant, vi fandt dette bemærkelsesværdige panorama, var det nødvendigt at tænke på afgangen; stedet var ikke længere udholdeligt: Vindstødene øgedes i voldsomhed, og visse øjeblikke syntes tårnet at svinge frem og tilbage under deres mægtige kræfter.

Min søn, der var mindre hærdet end jeg, begyndte at lide under disse rystelser, særlig ubehagelige fordi man er udsat for dem hundrede meter oppe i luften. Han begyndte at se grøn ud i hovedet, som om han var søsyg, hans blik blev tåget ... det var tid at tage af sted.

Vi begyndte så at gå ned. Uanset hvor vant til stier i bjergene jeg var, gjorde denne rampe, der strækker sig spiralformet ud i tomheden, et ubehageligt indtryk på mig. Uden at være så grøn som min søn, var jeg dog allerede bleg, og det skulle ikke have varet meget længere, inden jeg ville have været lige som han.

Vi var allerede kommet en halv snes meter ned, da der viste sig en uventet forhindring.

En dame på godt halvtreds år med en umådelig rosa hat på hovedet og udstafferet i en æblegrøn kjole, der i sin tilskæring mindede om et paraplyhylster, spærrede vejen, der var snæver nok, selv for en enkelt person.

Denne dame, der måtte være tysk, blev ledsaget af sine elleve børn! Ja, de har læst rigtigt, af sine elleve børn, og hvem har sagt hun ikke har flere endnu.

Karavanen, hun anførte, sluttede fem eller seks meter længere nede med en meget tyk herre, ægtefællen uden tvivl, svedig, pustende og drivvåd for to.

Hvad skulle man gøre? Sagen var vanskelig. Stige op igen kunne jeg ikke uden at udsætte mig for stormen. Det sundeste ville øjensynligt være at fortsætte, men det ville så være nødvendigt at trænge dette optog tilbage, for det var ikke muligt at krydse det på en sådan vej.

Det var meget pinligt. Moderen tilkastede mig rasende blikke og syntes at forberede sig til kamp. Hendes mand, som på bagtroppen ikke kunne forstå problemet, udstødte dumpe grynt og så ud til at være i meget ondt lune.

Det bedste var da at forhandle med de nyankomne og prøve at få dem til at vende om.

Vi kan ikke vige tilbage, frue, det kan vi ikke! Siger jeg i en bestemt tone.

Men, min herre, svarede hun med et fortysket fransk, som det lykkedes mig at forstå, vi har vores gode ret ...

Uden tvivl ... Men De ved, der findes lejligheder, hvor tvangen går forud for retten, og vi er "tvunget til" at gå nedad!"

Og samtidig viste jeg hende min søn, hvis skikkelse så mere og mere opløst ud.

Det var tilstrækkeligt betydningsfuldt til, at hele karavanen uden tøven vendte om i vild uorden. Det drejede sig straks om at redde sig, hvem der kunne. På tyve sekunder var rampen fri, fjenden var forsvundet, og vi steg ganske roligt ned de tyve meter, der skilte os fra den indre trappe i Frelserkirkens tårn."

Ophavsret: